John Frandsen (f. 1956)

Stilhed.

En trinvis stigende bevægelse i bratsch.

C-dur.

Piano pianissimo.

En harpeflageolet afrunder delikat første frase.

Stilhed, ny frase.

En klarinettone klinger med, men opdages egentlig først, da den som en rumklangseffekt bliver hængende på en tone som bratschen netop har forladt. En fløjtetone dukker frem af melodikken, som en tone der sidder fast, før den igen glider ind og bort i melodiforløbet. Nu dukker også et horn op langt borte, og andenviolinerne sætter an med bratschens tema, blot en sekund højere, og langsomt, langsomt udfoldes en fuga, der ud af strygernes melodik langsomt lader resten af orkesteret tone frem.

Det er smukt og dragende. Musikken strømmer i en flydende u-metrisk bevægelse af næsten umærkeligt skiftende nodeværdier. Hele tiden lokker orkestrationen nye farvetoner frem. Hele tiden kan man følge musikkens forløb. Men musikken er ikke kun imødekommende. Der er en uafvendelighed over forløbet, som hviler en ubønhørlig skæbne over værket. Noget er sat i gang, som uafværgeligt vil blive ført til ende….

Således kunne man beskrive indledningen til John Frandsens Cellokoncert fra 1998, Salme til Isdronningen, der uropførtes af Svend Windslev og Odense Symfoniorkester januar 1999. Værket for fuldt symfoniorkester med en samlet spilletid på godt 18 minutter er blot et af flere stort anlagte værker, som John Frandsen har skrevet indenfor de sidste tre år. Trods sine små tyve minutters spilletid er cellokoncerten faktisk et af de korteste af disse værker – om end langt fra et af de mindst betydende.

I cellokoncerten samler Frandsen trådene fra de ca. 26 år, han har været aktiv som komponist. Vi finder naturligvis komponistens hyppigst omtalte kendemærke, den sangbare melodik, som gennemsyrer værket hos såvel solist som orkester. Men også komponistens klangsans er her i fuld udfoldelse samt – ikke mindst – hans stringens. For bag lyrikken og den umiddelbart indtagende musik ligger der altid en stram struktur af præcist formulerede gestalter, der i deres bevægelser ofte har en indbygget dynamisk logik, der ufravigeligt tvinger musikken videre, fremad mod næste billede.

Sådan er det nemlig ofte med Frandsens kammermusik. Den synes at forløbe i rækker af billeder, der enten kontrasterer med eller umærkeligt glider over i andre billeder. Billeder skabt af et netværk af instrumentbevægelser og altid med et sangbart element.

Dette netværk kan dannes af et ensemble som i det simrende Variations on a Falling Star fra 1996, hvor bidder af When you wish upon a star næsten umærkeligt vokser ud af en surrealistisk bjældeklangståge eller det kan som i White Shadows, skrevet til Figura-ensemblet 1993 (udgivet på dacapo 1999), danne en suggererende resonansbund for en tonesætning af digte. Her tre digte af Pia Tafdrup, som til lejligheden er oversat til engelsk.

Også mindre besætninger formulerer sig i denne række af billeder. I Twilight fra 1992 for to guitarer udvikler de to instrumenter parallelt hver deres logiske forløb, indtil rollerne smeltes sammen. Dette værk har adskillige guitarduoer taget til sig, og det findes udgivet i flere forskellige indspilninger. Faktisk fremstår det som frugten af komponistens intense arbejde med instrumentet op gennem firserne. Et arbejde, der med følgende titler placerer instrumentet centralt i komponistens produktion: Songs of Innocence I (guitar og sang 1983) og II (1984), Arabesque (solo guitar 1985), Nature morte (1986), Seven Silly Songs (sang og guitar 1987), The Painter's Palette (guitar solo 1989) og Songs of Experience (sang og guitar 1991).

Også orglet har haft komponistens interesse. I værker som Fata Morgana (1983-87) og De profundis (1991) skal musikeren i et stramt komponeret og stadig tættere forløb gøre rede for en række forskellige musikalske ideer på én gang og således splitte sig selv op i adskillige personer. Det er svært at spille og samtidig dybt idiomatisk for instrumentet.

Heroverfor sætter slagtøjssoloen Rite of Passage fra 1999 de forskellige impulser succesivt op over for hinanden. I en hurtig følge af krystalklare enkeltmotiver, indskydes stadig flere nye instrumenter, der gradvis fortrænger indledningens verden.

John Frandsens evne til at give stemninger præcist musikalsk udtryk kommer i særlig grad til udfoldelse i hans store operaproduktion. Fire operaer er det indtil videre blevet til, hvoraf alene de tre er komponeret siden 1997!

Ældst er Amalie Lever fra 1984, som i 1995 udsattes for en større omarbejdning, der også greb ind i selve navnet. Den hedder nu rent ud Amalie.

Boudicca, som komponeredes i 1997 med forlæg i historien om den keltiske dronning, der trodser romernes fremmarsch, er som opera noget af et vovestykke. Der er kun én medvirkende, dronning Boudicca, som i 70 minutter alene gennemlever sit endelige nederlag akkompagneret af blot slagtøj, guitar og saxofon. Det lykkes her Frandsen at komponere et forløb, der såvel musikalsk som dramatisk med få, men præcise, virkemidler formår ikke bare at fastholde publikums opmærksomhed, men også efterlade det dybt berørt af dronningens tragedie.

I de to følgende operaer foldes Frandsens talent for alvor ud. De er begge dele af et ambitiøst projekt, hvis lige ikke er set før på dansk grund. John Frandsen er i gang med intet mindre end en operatrilogi over Svend Åge Madsens legendariske roman Tugt og Utugt i Mellemtiden. Og skal man tage afsæt i første del, er der tale om et gennembrud for præcist formuleret, sangbart genkendelig opera i Danmark.

Anden del er mere neddæmpet, mindre sprudlende end første del, hvilket dels hænger sammen med librettoen, men nok så meget med det faktum, at alle tre dele er tænkt som sammenhængende. Planen er, at de skal opføres alle tre i et samlet forløb. Og da er det vigtigt at de, som en stor symfoni, forholder sig psykologisk til hinanden og medtænker behovet for indbyrdes kontrast.

Imidlertid må tredje og sidste del vente et stykke tid endnu med sin tilblivelse, da Det Kgl. Teater som en af sine første handlinger med den nye ledelse bestilte en opera ved navn IKON hos Frandsen for solister, kor og fuldt orkester til uropførelse 2003.

Af mindre værker udgør de for kor eller sangsolist med et eller flere instrumenter så langt overvægten. Heraf er en stor del skrevet enten til decideret liturgisk brug eller blot med bibelsk forlæg.

Forklaringen herpå fører os frem til John Frandsens baggrund og øvrige beskæftigelse. Synes værklisten end at rumme stof til flere komponisters samlede årsarbejde, er John Frandsen så langt fra en komponist, der kun har øje for sin egen skønne navle og dens kunst.

En nøgtern oplistning af uddannelse og karriere indtil nu giver følgende fyldige resultat:

Født 1956 i Aalborg.

Hovedfagseksamen i musik fra Århus Universitet 1982.

Kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det Jydske Musikkonservatorium 1983.

Diplomeksamen i komposition sammesteds 1985, med Hans Abrahamsen og Karl Aage Rasmussen som lærere.

1991-1994 dirigentstudier ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Lærer ved Musikvidenskabeligt Institut på Aarhus Universitet 1978-1983.

Lærer ved Det Jydske Musikkonservatorium 1980-1996.

Lærer i komposition ved Det Fynske Musikkonservatorium 1997-1999.

Ansat som organist ved Helligåndskirken Århus 1984-1993, ved Farum Kirke 1993-1996, og fra 1996 ved Stavnsholtkirken, Farum.

Dirigent for Cantilena Koret 1983-1993 og for Århus Amts Ungdomssymfoniorkester 1993-1996. Stiftede i 1998 sammen med organistkollegaen Allan Rasmussen kammerkoret Convivum.

1993-1995 udpeget som formand for Statens Kunstfonds tonekunstudvalg, det sidste år yderligere som formand for fondens bestyrelse.

Siden 1999 har John Frandsen været formand for Dansk Komponistforening, medlem af bestyrelserne for Den Anden Opera og Musikinformationscenteret (MIC). Medlem af KODA’s råd. Alt sammen tidskrævende poster. Derudover fungerer Frandsen som organist i Stavnsholt kirke samt som dirigent af Convivum .

Som mangeårig kordirigent har John Frandsen et tæt forhold til kormusik, som er fyldigt repræsenteret i hans værkliste. Derudover har Frandsens virke som organist naturligt ledt ham til den store produktion af liturgisk musik, som afspejles af værklisten. Værkerne er imidlertid kun i mindre grad skrevet til eget brug. De væsentligste af værkerne inden for genren er bestillinger til markante manifestationer af ny kirkelig musik. På dette område har Frandsen markeret sig som sin generations betydeligste skikkelse i dansk musik.

Således er f.eks. Stabat Mater for tenor og orgel (1986) bestilt af Sorø Orgelfestival, og det var John Frandsen Amager Musikfestival i 1992 henvendte sig til ved bestillingen af Det evige Halleluja, en 50 min. lang kantate til 14. søndag efter trinitatis for sopran, alt, blandet kor, recitation og orgel, ligesom også Dansk Kirkesang ønskede at markere deres jubilæumskoncert i 1997 med en John Frandsen-bestilling: Talsmand som på jorderige for blandet kor a cappella. Men den mest markante manifestering af ny liturgisk musik udgør nok bestillingen til fejring af Folkekirkens 150-års jubilæum, som resulterede i Nu blitzer Åndens hvide lys, 10 variationer for orgelsolo med afsluttende koralsats ad lib. (1999), som opførtes samtidig i over hundrede kirker landet over på selve jubilæumsdagen.

Og da årtusindeskiftet skulle have en liturgisk fejring var det indlysende også John Frandsen, der måtte være manden til opgaven. Det resulterede i nok et imponerende storværk fra en periode, hvor Frandsen foruden at skrive operaer, kammermusik og fungerende som formand for Komponistforeningens bestyrelse fandt kræfter til at skrive den 45 min. lange Messe til det nye Årtusinde for fem solister, kammerkor, herrekor, stort kor, messing, kammerorkester og orgel, som uropførtes i Århus nytårsnat ved overgangen fra 1999 til 2000.

Personen bag hele dette vidtfavnende virke fremstår mærkværdigt nok hverken forjaget, fraværende eller blot høfligt overfladisk. Nej, hos personen John Frandsen finder man den samme udstråling af ro og tilstedeværelse i øjeblikket parret med en uafvendelig fremdrift, som også hans musik afspejler. John Frandsen har altid den tid hans hverv kræver. Og hvor der er tid er der musik. Eller stilhed.

Svend Hvidtfelt Nielsen, 2000