John Frandsen (f. 1956)

 

Stilhed.

En trinvis stigende bev¾gelse i bratsch.

C-dur.

Piano pianissimo.

En harpeflageolet afrunder delikat f¿rste frase.

Stilhed, ny frase.

En klarinettone klinger med, men opdages egentlig f¿rst, da den som en rumklangseffekt bliver h¾ngende pŒ en tone som bratschen netop har forladt. En fl¿jtetone dukker frem af melodikken, som en tone der sidder fast, f¿r den igen glider ind og bort i melodiforl¿bet. Nu dukker ogsŒ et horn op langt borte, og andenviolinerne s¾tter an med bratschens tema, blot en sekund h¿jere, og langsomt, langsomt udfoldes en fuga, der ud af strygernes melodik langsomt lader resten af orkesteret tone frem.

 

Det er smukt og dragende. Musikken str¿mmer i en flydende u-metrisk bev¾gelse af n¾sten um¾rkeligt skiftende nodev¾rdier. Hele tiden lokker orkestrationen nye farvetoner frem. Hele tiden kan man f¿lge musikkens forl¿b. Men musikken er ikke kun im¿dekommende. Der er en uafvendelighed over forl¿bet, som hviler en ub¿nh¿rlig sk¾bne over v¾rket. Noget er sat i gang, som uafv¾rgeligt vil blive f¿rt til endeÉ.

 

SŒledes kunne man beskrive indledningen til John Frandsens Cellokoncert fra 1998, Salme til Isdronningen, der uropf¿rtes af Svend Windslev og Odense Symfoniorkester januar 1999. V¾rket for fuldt symfoniorkester med en samlet spilletid pŒ godt 18 minutter er blot et af flere stort anlagte v¾rker, som John Frandsen har skrevet indenfor de sidste tre Œr. Trods sine smŒ tyve minutters spilletid er cellokoncerten faktisk et af de korteste af disse v¾rker – om end langt fra et af de mindst betydende.

 

I cellokoncerten samler Frandsen trŒdene fra de ca. 26 Œr, han har v¾ret aktiv som komponist. Vi finder naturligvis komponistens hyppigst omtalte kendem¾rke, den sangbare melodik, som gennemsyrer v¾rket hos sŒvel solist som orkester. Men ogsŒ komponistens klangsans er her i fuld udfoldelse samt – ikke mindst – hans stringens. For bag lyrikken og den umiddelbart indtagende musik ligger der altid en stram struktur af pr¾cist formulerede gestalter, der i deres bev¾gelser ofte har en indbygget dynamisk logik, der ufravigeligt tvinger musikken videre, fremad mod n¾ste billede.

 

SŒdan er det nemlig ofte med Frandsens kammermusik. Den synes at forl¿be i r¾kker af billeder, der enten kontrasterer med eller um¾rkeligt glider over i andre billeder. Billeder skabt af et netv¾rk af instrumentbev¾gelser og altid med et sangbart element.

 

Dette netv¾rk kan dannes af et ensemble som i det simrende Variations on a Falling Star fra 1996, hvor bidder af When you wish upon a star n¾sten um¾rkeligt vokser ud af en surrealistisk bj¾ldeklangstŒge eller det kan som i White Shadows, skrevet til Figura-ensemblet 1993 (udgivet pŒ dacapo 1999), danne en suggererende resonansbund for en tones¾tning af digte. Her tre digte af Pia Tafdrup, som til lejligheden er oversat til engelsk.

 

OgsŒ mindre bes¾tninger formulerer sig i denne r¾kke af billeder. I Twilight fra 1992 for to guitarer udvikler de to instrumenter parallelt hver deres logiske forl¿b, indtil rollerne smeltes sammen. Dette v¾rk har adskillige guitarduoer taget til sig, og det findes udgivet i flere forskellige indspilninger. Faktisk fremstŒr det som frugten af komponistens intense arbejde med instrumentet op gennem firserne. Et arbejde, der med f¿lgende titler placerer instrumentet centralt i komponistens produktion: Songs of Innocence I (guitar og sang 1983) og II (1984), Arabesque (solo guitar 1985), Nature morte (1986), Seven Silly Songs (sang og guitar 1987), The Painter's Palette (guitar solo 1989) og Songs of Experience (sang og guitar 1991).

 

OgsŒ orglet har haft komponistens interesse. I v¾rker som Fata Morgana (1983-87) og De profundis (1991) skal musikeren i et stramt komponeret og stadig t¾ttere forl¿b g¿re rede for en r¾kke forskellige musikalske ideer pŒ Žn gang og sŒledes splitte sig selv op i adskillige personer. Det er sv¾rt at spille og samtidig dybt idiomatisk for instrumentet.

 

Heroverfor s¾tter slagt¿jssoloen Rite of Passage fra 1999 de forskellige impulser succesivt op over for hinanden. I en hurtig f¿lge af krystalklare enkeltmotiver, indskydes stadig flere nye instrumenter, der gradvis fortr¾nger indledningens verden.

 

John Frandsens evne til at give stemninger pr¾cist musikalsk udtryk kommer i s¾rlig grad til udfoldelse i hans store operaproduktion. Fire operaer er det indtil videre blevet til, hvoraf alene de tre er komponeret siden 1997!

 

®ldst er Amalie Lever fra 1984, som i 1995 udsattes for en st¿rre omarbejdning, der ogsŒ greb ind i selve navnet. Den hedder nu rent ud Amalie.

 

Boudicca, som komponeredes i 1997 med forl¾g i historien om den keltiske dronning, der trodser romernes fremmarsch, er som opera noget af et vovestykke. Der er kun Žn medvirkende, dronning Boudicca, som i 70 minutter alene gennemlever sit endelige nederlag akkompagneret af blot slagt¿j, guitar og saxofon. Det lykkes her Frandsen at komponere et forl¿b, der sŒvel musikalsk som dramatisk med fŒ, men pr¾cise, virkemidler formŒr ikke bare at fastholde publikums opm¾rksomhed, men ogsŒ efterlade det dybt ber¿rt af dronningens tragedie.

 

I de to f¿lgende operaer foldes Frandsens talent for alvor ud. De er begge dele af et ambiti¿st projekt, hvis lige ikke er set f¿r pŒ dansk grund. John Frandsen er i gang med intet mindre end en operatrilogi over Svend ge Madsens legendariske roman Tugt og Utugt i Mellemtiden. Og skal man tage afs¾t i f¿rste del, er der tale om et gennembrud for pr¾cist formuleret, sangbart genkendelig opera i Danmark.

 

Anden del er mere nedd¾mpet, mindre sprudlende end f¿rste del, hvilket dels h¾nger sammen med librettoen, men nok sŒ meget med det faktum, at alle tre dele er t¾nkt som sammenh¾ngende. Planen er, at de skal opf¿res alle tre i et samlet forl¿b. Og da er det vigtigt at de, som en stor symfoni, forholder sig psykologisk til hinanden og medt¾nker behovet for indbyrdes kontrast.

 

Imidlertid mŒ tredje og sidste del vente et stykke tid endnu med sin tilblivelse, da Det Kgl. Teater som en af sine f¿rste handlinger med den nye ledelse bestilte en opera ved navn IKON hos Frandsen for solister, kor og fuldt orkester til uropf¿relse 2003.

 

Af mindre v¾rker udg¿r de for kor eller sangsolist med et eller flere instrumenter sŒ langt overv¾gten. Heraf er en stor del skrevet enten til decideret liturgisk brug eller blot med bibelsk forl¾g.

 

Forklaringen herpŒ f¿rer os frem til John Frandsens baggrund og ¿vrige besk¾ftigelse. Synes v¾rklisten end at rumme stof til flere komponisters samlede Œrsarbejde, er John Frandsen sŒ langt fra en komponist, der kun har ¿je for sin egen sk¿nne navle og dens kunst.

 

En n¿gtern oplistning af uddannelse og karriere indtil nu giver f¿lgende fyldige resultat:

 

F¿dt 1956 i Aalborg.

Hovedfagseksamen i musik fra rhus Universitet 1982.

Kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det Jydske Musikkonservatorium 1983.

Diplomeksamen i komposition sammesteds 1985, med Hans Abrahamsen og Karl Aage Rasmussen som l¾rere.

1991-1994 dirigentstudier ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

L¾rer ved Musikvidenskabeligt Institut pŒ Aarhus Universitet 1978-1983.

L¾rer ved Det Jydske Musikkonservatorium 1980-1996.

L¾rer i komposition ved Det Fynske Musikkonservatorium 1997-1999.

Ansat som organist ved HelligŒndskirken rhus 1984-1993, ved Farum Kirke 1993-1996, og fra 1996 ved Stavnsholtkirken, Farum.

Dirigent for Cantilena Koret 1983-1993 og for rhus Amts Ungdomssymfoniorkester 1993-1996. Stiftede i 1998 sammen med organistkollegaen Allan Rasmussen kammerkoret Convivum.

1993-1995 udpeget som formand for Statens Kunstfonds tonekunstudvalg, det sidste Œr yderligere som formand for fondens bestyrelse.

Siden 1999 har John Frandsen v¾ret formand for Dansk Komponistforening, medlem af bestyrelserne for Den Anden Opera og Musikinformationscenteret (MIC). Medlem af KODAÕs rŒd. Alt sammen tidskr¾vende poster. Derudover fungerer Frandsen som organist i Stavnsholt kirke samt som dirigent af Convivum .

 

Som mangeŒrig kordirigent har John Frandsen et t¾t forhold til kormusik, som er fyldigt repr¾senteret i hans v¾rkliste. Derudover har Frandsens virke som organist naturligt ledt ham til den store produktion af liturgisk musik, som afspejles af v¾rklisten. V¾rkerne er imidlertid kun i mindre grad skrevet til eget brug. De v¾sentligste af v¾rkerne inden for genren er bestillinger til markante manifestationer af ny kirkelig musik. PŒ dette omrŒde har Frandsen markeret sig som sin generations betydeligste skikkelse i dansk musik.

 

SŒledes er f.eks. Stabat Mater for tenor og orgel (1986) bestilt af Sor¿ Orgelfestival, og det var John Frandsen Amager Musikfestival i 1992 henvendte sig til ved bestillingen af Det evige Halleluja, en 50 min. lang kantate til 14. s¿ndag efter trinitatis for sopran, alt, blandet kor, recitation og orgel, ligesom ogsŒ Dansk Kirkesang ¿nskede at markere deres jubil¾umskoncert i 1997 med en John Frandsen-bestilling: Talsmand som pŒ jorderige for blandet kor a cappella. Men den mest markante manifestering af ny liturgisk musik udg¿r nok bestillingen til fejring af Folkekirkens 150-Œrs jubil¾um, som resulterede i Nu blitzer ndens hvide lys, 10 variationer for orgelsolo med afsluttende koralsats ad lib. (1999), som opf¿rtes samtidig i over hundrede kirker landet over pŒ selve jubil¾umsdagen.

 

Og da Œrtusindeskiftet skulle have en liturgisk fejring var det indlysende ogsŒ John Frandsen, der mŒtte v¾re manden til opgaven. Det resulterede i nok et imponerende storv¾rk fra en periode, hvor Frandsen foruden at skrive operaer, kammermusik og fungerende som formand for Komponistforeningens bestyrelse fandt kr¾fter til at skrive den 45 min. lange Messe til det nye rtusinde for fem solister, kammerkor, herrekor, stort kor, messing, kammerorkester og orgel, som uropf¿rtes i rhus nytŒrsnat ved overgangen fra 1999 til 2000.

 

Personen bag hele dette vidtfavnende virke fremstŒr m¾rkv¾rdigt nok hverken forjaget, frav¾rende eller blot h¿fligt overfladisk. Nej, hos personen John Frandsen finder man den samme udstrŒling af ro og tilstedev¾relse i ¿jeblikket parret med en uafvendelig fremdrift, som ogsŒ hans musik afspejler. John Frandsen har altid den tid hans hverv kr¾ver. Og hvor der er tid er der musik. Eller stilhed.

 

Svend Hvidtfelt Nielsen, 2000