Guitaren – instrumenternes akvarelpensel

af John Frandsen

Min interesse for den klassiske guitar skyldes oprindelig en legendarisk ildsj¾l fra rhus: Det Jyske Musikkonservatoriums ubestridte guitar-guru Erling M¿ldrup. Han kastede mig ud i de f¿rste opgaver for instrumentet - og det viste sig virkelig at v¾re noget af en opgave! At skrive for guitaren er om noget begr¾nsningens kunst...

Erling M¿ldrup formulerede det selv (med guitaristens karakteristiske selvironi) pŒ denne mŒde:
Guitaren er et utrolig udtryksfuldt og dynamisk instrument. PŒ den kan man spille lige fra det svageste pianissimo, det lyder sŒledes: pling....! - til det kraftigste forte, det lyder sŒledes: pling...!



 

Den klassiske guitar er med andre ord intimitetens instrument. Jeg l¾rte ganske vist snart, at udtryks- og variationsmuligheder er der masser af; men de udfolder sig inden for sit eget tyste mikrounivers. En slags musikalsk akvarelmaling.

Den slags filigran er en s¾rlig disciplin - og kr¾ver en s¾rlig disciplin af sin ud¿ver, hvadenten vi her taler om komponisten eller musikeren. Sammenlignet med andre musikere er der derfor blandt guitarister en us¾dvanlig st¾rk tradition for analytisk fordybelse i musikken. Vi tr¾ffer her (ofte) en musikertype, der s¿ger t¾t ind til v¾rkets konstruktion, og som interesseret og nysgerrigt kigger komponisten over skulderen.
At fŒ lov at samarbejde med den ud¿vende pŒ en sŒdan dybdeborende mŒde, det er noget af en gave for en komponist. Og ikke mindst derfor har jeg (der selv kun med st¿rste besv¾r kan finde en d-mol akkord pŒ instrumentet) haft gl¾de af gang pŒ gang at vende tilbage til guitarens miniatureverden. 
Men ikke blot derfor! For det at arbejde inden for sŒ svage nuancer sk¾rper virkelig sansen for detaljen. Som et kontrapunkt til den sanselige besruselse i symfonisk velklang eller h¿jsp¾ndt musikdramatik er det faktisk sk¿nt engang imellem at hengive sig til den lillebitte - men ikke af den grund mindre frydefulde - forskel pŒ guitarens forte og piano.