Melodi, raffinement og et ekko af romantik

– musik af John Frandsen

 

Det er melodien, man almindeligvis fremh¾ver hos John Frandsen. Hans s¾rlige melodiske Œre, sansen for den fint formede vokale melodik, som gennemstr¿mmer Frandsens musik. En melodik komponisten selv til tider har karakteriseret som ÓsurrealistiskÓ. Denne melodik er ganske rigtigt til stede i st¿rsteparten af John Frandsens produktion, men udfolder sig naturligt nok tydeligst i vokalv¾rkerne og de mange operaer. Ikke mindre end syv er det indtil nu blevet til: Seks kammeroperaer – heraf de tre en trilogi baseret pŒ Svend Aage Madsens roman Tugt og utugt i mellemtiden – samt en helaftensopera for fuldt kor og orkester, Ikon, bestilt og uropf¿rt i forŒret 2003 af Det Kongelige Teater.

At the Yellow Emperors Time (2003), cdÕens senest komponerede v¾rk, er en central arie fra operaen Ikon. I denne arie m¿der vi dels et eksempel pŒ John Frandsens vokalkunst, nŒr den er bedst, dels et eksempel pŒ den surrealisme, som komponisten henviser til. Det er gribende i al sin tilsyneladende enkelhed. Man fristes ligefrem til at synge med.

Det kan til geng¾ld v¾re en risikabel aff¾re. Den tilsyneladende sŒ enkle, repeterende melodik drejer ustandselig i nye retninger. SmŒ forskydninger tilf¿rer det melodiske forl¿b nye farver og friskhed; dets realisme, den genkendelige melodi, forandres um¾rkeligt i en surrealisme bestŒende af uforudsete drejninger. Det er gjort diskret. Der er intet fors¿g pŒ at overbrodere. Alt er uds¿gt delikat og raffineret, og resultatet er en helt igennem smuk musik, som vil v¾re til gl¾de for alle, uanset hvilke foruds¾tninger, der lyttes med. Hermed viser At the Yellow Emperors Time ogsŒ en anden side af John Frandsen: Det raffinerede og delikate. Det g¾lder udpr¾get for den orkestersats, der ledsager arien. Den er i sin enkle effektfuldhed selv et studium v¾rd. Med fŒ, men pr¾cise midler fremmanes en s¾regen gennemsigtig stemning af eventyr, gamle dage og orient, der pŒ bedste vis under- og udbygger ariens surreale grundkarakter.

 

Delikatesse og raffinement

Disse to begreber gennemsyrer ogsŒ resten af cdÕens sk¾ringer. Ja, faktisk er disse to begreber mindst lige sŒ centrale for John Frandsens Ïuvre i hele dets bredde som den sŒ ofte omtalte sangbarhed. I cdÕens ¾ldste v¾rk, Amalie Suite (1985), trives raffinementerne inden for kammermusikalske dimensioner. Suitens musik stammer fra John Frandsens f¿rste opera, Amalie, og bes¾tningen er den samme som i operaen, decet og slagt¿j.

Her udfoldes flere forskellige typer musik i et kaleidoskopisk forl¿b med abrupte skift i satsen. Oboens lille melodistump gŒr dog som en r¿d trŒd igennem de f¿rste par minutters ellers meget omskiftelige musik (frem til ca. 2:37).

Det, der derefter kommer, er en perle i John Frandsens produktion: Et t¾t v¾v af korte motiver, som i sine bev¾gelser fremmaner ekkoer af en i bund og grund romantisk musik, som man kan finde den hos Schšnberg, Berg eller ligefrem Mahler. Som forbipasserende genf¾rd bev¾ger motiverne sig gennem satsen og efterlader passagen med en aura af noget for altid tabt. Hele forl¿bet afsluttes med et klokkeslag, og satsen kunne i og for sig have sluttet her. Men John Frandsen ynder ikke at dv¾le i melankolien. Som et efterspil inviteres til vals; men invitationen holder ikke. Valsen opl¿ser sig i sine gesti, der som disparate enkeltelementer i samlet flok slutter suiten af.

 

En efterklang af noget tabt

Med begreberne ekko og romantik udvides og pr¾ciseres lyden af John Frandsens musik. Ganske vidst er Frandsens musik strukturelt set opbygget ganske anderledes end den romantiske musik; men de elementer, musikken bygges af, besidder ofte romantikkens – eller rettere senromantikkens – aura. Dette g¾lder udpr¾get for cdÕens to hovedv¾rker: Orkesterv¾rkerne Symfoni nr. 1, D¾monernes Dans (1986-1988), og den godt ti Œr yngre cellokoncert, Salme til Isdronningen (1998).

D¾monernes Dans, det ¾ldste af de to, er en sikkert komponeret, udadvendt, klar og virkningsfuld symfoni. Et v¾rk, der sagtens kunne tŒle et gentaget m¿de med publikum som del af landsdelsorkestrenes repertoire. Den udspiller sig i tre satser, der pŒ Žn og samme tid er kontrasterende og indbyrdes besl¾gtede:

En ilter f¿rstesats, en dv¾lende andensats og en – tilsyneladende – lettere tredjesats, der undervejs inddrager lyden af f¿rste sats.

F¿rste sats indeholder stort set alle de elementer, der optr¾der og udbygges i de senere satser. Man kan sŒledes se anden og tredje sats som eksponeringer af mindre belyste dele fra f¿rste sats. Men man kan ogsŒ h¿re hele symfonien som en stadig transformation af en enkel grundidŽ. S¾rligt i¿refaldende er tredje satsens ÕnegativÕ-forhold til det dybe instrumentariums buldrende Œbning af f¿rste sats. Den er i tredje sats forvandlet til en inciterende trippen i det h¿je leje.

Er Œbningens voldsomme energiudladning end milevidt fra selv en Schšnbergs romantik, sŒ kan anden sats give mindelser om adagiettoen fra Mahlers 5. Symfoni. Der er, sŒ vidt jeg kan h¿re, intet egentligt sl¾gtskab mellem de to satser bortset fra en s¾rlig stemning af vemod. Et fjernt ekko af romantik. Det ligger som en undergrund i symfonien og bryder flere steder igennem, dog sj¾ldent sŒ tydeligt som i andensatsen.

OgsŒ Salme til Isdronningen rummer denne stemning. John Frandsen beskriver i sit forord til v¾rket, hvorledes en rejse med faderen til Svalbard har v¾ret igangs¾ttende for koncerten. Forordets malende afslutning rammer koncertens grundkarakter i en grad, at den n¾sten burde l¾ses h¿jt som prolog f¿r hver afspilning af v¾rket:

 

ÓEr man ude en nat i august, hvor midnatssolen kaster et uvirkeligt, troldomsagtigt lys over Adventfjorden, sŒ kan man n¾sten h¿re alle disse fortabte sk¾bner og bristede dr¿mme. Fra ishavets sorte dyb, fra de forladte minegange, fra isbr¾erne og klippehulerne lyder ekkoet af en hymne. nderne synger deres salme til Svalbards grusomme, billedsk¿nne Isdronning.Ó

 

T¾nker man abstrakt musikalsk, er det igen ekkoet af en (romantisk) patos, der m¿der Žn i denne sats. Men sj¾ldent er et sŒdant ekko formet sŒ sugende smukt, som John Frandsen g¿r det her:

F¿rst en sagte trinvis stigende bev¾gelse i bratsch, der delikat afrundes af en harpeflageolet. I n¾sten frase klinger en klarinettone n¾sten uh¿rligt med. Den opdages f¿rst, da den som en rumklangseffekt bliver h¾ngende pŒ en tone, som bratschen netop har forladt. En fl¿jtetone dukker frem og sidder fast, f¿r den igen glider ind og bort i melodiforl¿bet. Nu dukker ogsŒ et horn op langt borte. Andenviolinerne s¾tter an med bratschens tema, blot en sekund h¿jere, og langsomt, langsomt udfoldes en fuga, der ud af strygernes melodik lader resten af orkesteret og til sidst solisten tone frem.

Musikken str¿mmer i en flydende, umetrisk bev¾gelse af n¾sten um¾rkeligt skiftende nodev¾rdier. Hele tiden lokker orkestreringen nye farvetoner frem. Hele tiden kan man f¿lge musikkens forl¿b. Et forl¿b af en uafvendelighed, som hviler der en ub¿nh¿rlig sk¾bne over v¾rket – Isdronningens komme!?

I denne cellokoncert samler John Frandsen trŒdende fra de cirka 25 Œr, han da havde v¾ret aktiv som komponist. Ud over musikkens romantiske aura finder vi ustandselig bŒrne, sangbare melodilinjer og delikat raffineret orkesterbehandling styret af en ekstraordin¾r klangsans.

 

Struktur

Bag lyrikken og den umiddelbart indtagende musik, ja, som foruds¾tning for den, ligger der sŒ en stram struktur: Netop det moment, der forlener musikken med karakteren af uafvendelighed.

Struktur er det sidste element i John Frandsens musik, der her kort skal ber¿res. For al den umiddelbare sk¿nhed, der udfoldes pŒ denne cd, udfoldes hovedsagelig pŒ baggrund af strukturer. Her m¿des kompositionshŒndv¾rket og instrumentationskunsten. Alt, hvad der sker, sker if¿lge en rationelt formet musikalsk logik. Forl¿bene opbygges i strukturer af pr¾cist formulerede gestalter. Det g¾lder for eksempel cellokoncertens fugerede indledning, energiudladningen i Œbningen af D¾monernes Dans og stort set hele Amalie Suite. Gestalterne har i deres bev¾gelser ofte en indbygget dynamisk logik, som ufravigeligt tvinger musikken fremad.

 

Baggrund

John Frandsen uddannelsesm¾ssige baggrund er bred. Han tog hovedfagseksamen i musik fra rhus Universitet i 1982 fulgt Œret efter af en kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det Jydske Musikkonservatorium, som igen fulgtes op af diplomeksamen i komposition sammesteds (1985) efter undervisning af Hans Abrahamsen og Karl Aage Rasmussen. Senere (1991-1994) suppleredes disse eksaminer med dirigentstudier ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Allerede inden studierne afsluttedes, var John Frandsen l¾rer ved Musikvidenskabeligt Institut pŒ rhus Universitet (1978-1983), ved Det Jydske Musikkonservatorium (1980-1996) og ved Det Fynske Musikkonservatorium (1997-1999), hvor han underviste i komposition.
Siden da har han fungeret som formand for Dansk Komponistforening med alt, hvad det medf¿rer af bestyrelsesarbejde. Herudover har John Frandsen et dagligt virke som praktiserende musiker; dels som organist ved Stavnsholtkirken i Farum, dels som dirigent for kammerkoret Convivum, som han i 1998 stiftede sammen med organistkollegaen Allan Rasmussen.

Alle disse g¿remŒl ville hos mange andre komponister medf¿re et drastisk fald i den kompositoriske produktivitet. For John Frandsen er dette ikke sket. Samtidig med sine mange hverv har han opretholdt en imponerende produktion. John Frandsen magter, ud over at udf¿re alle disse forskelligrettede aktiviteter, at lade dem spille sammen og danne netop den frugtbare baggrund, pŒ hvilken hans musik kan folde sig ud.

 

Svend Hvidtfelt Nielsen, 2004