DR – public service, klassisk musik i radio

 

Debatopl¾g til temadiskussion i Dansk Tonekunstnerforening november 2005

med Hans Peter Larsen, Leif L¿nsmann, Jakob Levinsen og John Frandsen

 

NŒr jeg i dag retter et ganske kritisk blik pŒ DR og dens evne og vilje til at opfylde sin public service forpligtelse, sŒ sker det grundl¾ggende ud fra en gammel k¾rlighed til stationen. OgsŒ ud fra et ganske indgŒende kendskab til den – bŒde som bruger (lytter), som  leverand¿r (komponist) og som producer.

 

Hvad er public service? Definitionen kan aldrig blive entydig; den vil v¾re meget forskellig afh¾ngig af, hvem man sp¿rger. Politikerne har en tilb¿jelighed til at definere begrebet som noget, der er knyttet til et krav om alsidighed i nyhedsd¾kningen, nogle vil ligefrem kr¾ve nyheder d¿gnet rundt, udei lokalsamfundene vil man ofte h¿re det knyttet til krav om bedre geografisk spredning (mindre Õk¿benhavneriÕ). Vi der arbejder og lever i kunst- og kulturlivet betragter det som et krav om kulturel alsidighed – respekt for kunstnerisk mangfoldighed og kunstnerisk nyudvikling.

 

Og sp¿rger vi L¿ns vil han i virkeligheden nikke velvilligt til alle tre definitioner! Sagen er imidlertid, at kravene til DRÕs public service forpligtelse i de seneste Œr er sk¾rpet pŒ alle niveauer. Og samtidig fors¿ger man at leve op til et krav om, at DR skal udvide sit aktivitetsomrŒde. Vi sender Óud af alle revner og spr¾kkerÓ, som slagordet har v¾ret.

 

Hvordan h¾nger disse ting nu sammen? Hvordan l¿ser man sŒ mange forskellige krav pŒ samme tid? Flere sendeminutter. Nye kanaler. Udvikling af digital radiospredning. Musik og nyheder pŒ nettet. Og sŒ ovenik¿bet et nyt DR-byggeri, som ender med at blive langt dyrere end forudset. Og alligevel – ikke flere penge. Politisk NEJ til selv den mest beskedne licensstigning.

 

Den nye generaldirekt¿r Plummer har fŒet et utaknemmeligt job. Han er blevet sat til at fŒ disse ender til at m¿des – og det er en umulig opgave!

 

For nylig lancerede han sin spareplan, og den afsl¿rede sŒ tydeligt som nogensinde, hvordan prioriteringerne er: Man nedl¾gger magasinet DR Klassisk, man reducerer d¿gnradiokanalen DR KlassiskÕs budget fra 3 mill. kr. til 300.000 kr. – en nedsk¾ring pŒ hele 90 % ! Og man presser de producerende medarbejdere i P2 til at levere stadig mere udsendelsestid for stadig f¾rre penge.

 

Der har v¾ret en Œrr¾kke, hvor DRÕs organisation er blevet omstruktureret igen og igen – og med en hyppighed, der har forhindret de fleste i at bevare et rimeligt overblik over arbejdsgangene i institutionen. Den aktuelle struktur deler DR lodret igennem i en Programredaktion som har ansvar for udsendelsesvirksomheden, og som bestiller udsendelser i Produktionsdelen. Dermed er der forsvundet en vigtig sammenh¾ng imellem DRÕs preoduktion og udsendelsesvirksomheden. De enkelte producenter har i en vis forstand mistet initiativretten – den ligger nu i programredaktionen, som bŒde definerer form, indhold, lyttermŒl og ¿konomiske budgetter for de enkelte udsendelser.

 

Det kan lyde lidt teknisk, men den virkelighed, som det medf¿rer, er, at den enkelte aktive DR-medarbejders motivation sv¾kkes. Der er blevet meget l¾ngere fra den idŽ, der opstŒr hernede i den praktiske dagligdag, hvor man arbejder med stort fagligt kendskab til sit s¾rlige stofomrŒde, og sŒ op til det niveau, hvor det besluttes, om og hvordan en produktion faktisk skal finde vej til sendefladen.

 

BŒde L¿ns og HPL, som sidder her i dag, repr¾senterer programredaktionen. L¿ns som radiodirekt¿r, og HPL som chef for P2. De stŒr naturligvis til ansvar for den ¿verste ledelses beslutninger og dispositioner. Og overskriften herfor er: flere og flere sendetimer, flere og flere aktiviteter, for de samme penge.

 

Det er programredaktionens forbandede pligt at f¿re det ud i livet, nŒr direktionen beslutter at besk¾re DR Klassisk med 90 %. Derfor kan det heller ikke undre, at oplevelsen er, at produktionsdelen af DR bliver presset til at levere et mere og mere underfinansieret discountprodukt. DR Klassisk vil for fremtiden i store tr¾k skulle afvikles uden brug af studiev¾rter. Noget lignende vil ske for P2Õs natradio, hvor der end ikke l¾ngere vil blive ofret ressourcer pŒ at udarbejde de speakerindslag, der skal forbinde de enkelte musikindslag.

 

Kenneth Plummer har udtalt, at Óhverken lyttere eller seere kommer til at m¾rke besparelserneÓ. Det kan umuligt v¾re rigtigt! Det er mŒske rigtigt, hvis man n¿jes med at opg¿re antallet af udbudte musikminutter, men hvis der findes noget mŒl for udsendelsesvirksomhedens kvalitet – for kvalitet i formidlingen – sŒ vil den nedadgŒende kurve garanteret tage sig ganske dramatisk ud!

 

DRÕs aktuelle politik pŒ musikomrŒdet synes m.a.o. at v¾re bŒret af et mantra, der hedder: mere og mere klassisk musik – men dŒrligere og dŒrligere udvalgt og formidlet.

 

Den nuv¾rende beslutningsstruktur i DR egner sig perfekt til en sŒdan ÕeffektiviseringÕ i en nedsk¾ringstid. Den er topstyret, og stramt ¿konomistyret – men den levner ingen (eller kun ringe) plads til den kreative nyudvikling af indhold og formidlingsform, som ellers altid har v¾ret DRÕs adelsm¾rke. Fordi de kvaliteter og faglige og kreative redssourcer, den enkelte medarbejder repr¾senterer, kun i meget begr¾nset omfang kommer i spil – og kun nŒr ledelsen ¿nsker det, og inden for de skarpt afgr¾nsede rammer, den definerer.

 

Hvad g¿r det ved den enkelte medarbejder? Ja, det skaber en situation af modl¿shed, afmagt og mangel pŒ motivation, som i disse Œr synes at brede sig som en svulst i hele DRÕs virksomhed. Og dŽt er mŒske den allerst¿rste tragedie!

 

Og hvor bliver sŒ dagens debat om public service af i dette scenarie? For mig handler public service i h¿j grad om mod – kreativitet – nyt¾nkning. Om vilje til at eksperimentere med form og indhold. Om visioner pŒ kunstens og kulturen vegne – ikke blot pŒ virksomhedens eller pŒ lyttertallenes.

 

Netop dette mod har tidligere kendetegnet DR. Det har v¾ret DR, der turde tage en chance eller st¿tte utraditionelle initiativer i musiklivet. Det gjaldt bŒde inden for den klassisk-klassisk musik og inden for samtidsmusikken. Der var forholdsvis kort vej fra et godt og sp¾ndende projekt til DRÕs sendeflade.

 

Denne entusiasme kan man stadig finde reminiscenser af i P2Õs produktionsdel. Vi havde fx et meget godt og frugtbart samarbejde omkring vores festival Nordiske Musikdage sidste efterŒr. Men det er pŒ lŒnt tid: de enkelte medarbejdere har ikke i l¾ngden den plads i deres arbejdsnormering til at f¿lge sŒdanne udviklingsprojekter.

 

Resultatet bliver: mere bevidstl¿shed, mere kedsomhed, mere forudsigelighed, mere mainstream. Klassisk musik bliver reduceret til et rent lydtapet, harml¿s underholdning med et tyndt lag finkulturel fernis... V¾k er respekten for musikken som en kunstart. Som en betydningsladet mŒde at meddele sig pŒ fra menneske til menneske.

 

Hvad opfatter DR i dag som sin egen mŒls¾tning, sin egen rolle i dansk musikliv? DR er stadig musiklivets st¿rste enkeltarbejdsgiver. Alene i kraft af at man holder liv i ensemblerne. Men hvordan h¾nger det sammen med, at deres virksomhed forsvinder mere og mere ud i periferien af sendefladen?

 

DR har en lang tradition som en af Danmarks st¾rkeste kulturb¾rende institutioner. Som jeg ser det – her i denne m¿rke stund! – er den tradition under afvikling.

 

Har DR stadig et mŒl om at v¾re en aktiv deltager i udviklingen af dansk musikliv? PŒ det klassiske omrŒde (og samtidsmusikkens) fŒr jeg mere og mere sv¾rt ved at fŒ ¿je pŒ det!

 

Jeg mener, at det klassiske musikliv mŒ begynde at stille DR til ansvar over for public service forpligtelsen. Jeg vil gerne have et DR, der t¿r! Et DR, der g¿r en forskel. Et DR, der udstrŒler k¾rlighed til musikken. Et DR, der sprudler af veloplagt og h¿jkompetent musikformidling.

 

L¿ns har ofte sagt, at public service jo netop er to ord: public uden service er lige sŒ meningsl¿st som service uden public. Det er rigtigt. Men public er i min ordbog ikke lig med populisme eller laveste f¾llesn¾vner. Public er mangfoldighed. Det er et rimeligt mŒl, at de fleste danskere i l¿bet af en uge skal v¾re g¾st hos DR. Men det er ikke n¿dvendigvis en mŒls¾tning at fastholde flest mulige lyttere i l¾ngst mulig tid – det ville det v¾re, hvis DR skulle leve op til kommercielle mŒl.

 

Jeg var med til at arbejde for, at DR fik den fjerde radiokanal. Jeg har i dert hele taget en livslang k¾rlighed til DRÕs virksomhed. Jeg vil gerne stille mig forrest i det rŒbekor, der kan medvirke til politisk opbakning til h¿jere licens hvis det betyder, at vi (igen?) fŒr et mere dristigt og sp¾ndende DR!

 

JF/nov.2005