Hvad kunne du ¿nske dig for fremtidens musikere og komponister?

ÓAt de opnŒr en fornemmelse af at have en vis relevans i samfundet; at elfenbenstŒrnet ikke bliver dyrket som undskyldning eller som bortforklaring for ikke at placere sig i samfundet.Ó

Per N¿rgŒrd i Dansk Tonekunstner Forenings jubil¾umsskrift, 2003.

 

 

UD med ny musik!                    

 

I den seneste tid har en lang r¾kke komponister givet sig til kende, bl.a. her i DMT, om den ny musiks situation her og nu. En krisetilstand, synes de fleste at v¾re enige om: publikumskrise, manglende synlighed, identitetskrise (Peter Bruun sp¿rger ligefrem: hvad ER overhovedet Óny musikÓ??), svigtende opbakning fra musiklivets institutioner, nedsmeltning af statens kunstpolitik, marginalisering af genren i alle medier – ikke mindst Danmarks Radio.

 

Elendighederne stŒr i k¿! Men uden at lukke ¿jnene for alle disse (og mange andre) v¾sentlige og helt reelle problemer, vil jeg godt pege pŒ endnu et aspekt, som i mine ¿jne mŒske er selve roden til alle fortr¾delighederne: milj¿ets egen selvforstŒelse.

 

Hermed sigter jeg ikke blot til vores velkendte tendens til n¾rmest refleksbetonet at s¿ge tilflugt i rollen som Õoverset kunstnerÕ. Jeg mener faktisk, at tiden er inde til en basal diskussion om selve det kunstneriske projekt, som samtidsmusikken formulerer som sit. Og jeg l¾ser mange af de indl¾g, som den seneste tid har bragt, som en invitation til at tage netop den debat op. Juliana Hodkinson sp¿rger i sidste nummer af DMT, om der fortsat er grund til at producere Ósv¾rÓ musik. I december fors¿gte Thomas Agerfeldt Olesen at begrunde, hvorfor det er indlysende, at moderne instrumentalmusik har en publikumskrise. Og Peter Bruuns efterlysning af en Óny ny musikÓ fik Niels Rosing-Schow pŒ banen med et forsvar for en musik, der Óinsisterer pŒ at finde veje til at stille nye sp¿rgsmŒl til vores menneskelighed og til vores opfattelse af den omgivende lydverdenÓ.

 

Jeg kan ikke lade v¾re med at sidde tilbage med en f¿lelse af, at hele vores samtidsmusikmilj¿ er ved at blive ramt af iltsvind. Jeg synes, der gispes efter vejret i alle disse indl¾g – ja, Niels Rosing-Schow efterlyser ligefrem, at diskussionen ÕfŒr ny luftÕ... Hvad er det i vores praksis og vores Õt¾nkningÕ som skabende og/eller ud¿vende kunstnere, der forhindrer os i at m¿de vores omverden?

 

Et af vores store problemer er det medie, som vi is¾r ynder at udfolde os i: den instrumentale kammermusik. Flere af de n¾vnte tidligere indl¾g i debatten kredser om denne problematik. Er det tid at opgive den abstrakte musik? Skal musik v¾re visuel for at slŒ igennem?

 

Kammermusik har altid v¾ret en eksklusiv genre. Alene navnet: musik til Ôdet private rumÕ. I klassikken var kammermusikken forum for komponisternes formale og ¾stetiske eksperimenter. Haydn, Mozart og Beethoven skrev nogle af deres mest radikale v¾rker for sŒdanne smŒ bes¾tninger. Men derefter bar de de mest overbevisende resultater fra ÔkammeretÕs eksperimentarium ud i den ÔstoreÕ offentlige tradition – i operaer, symfonier, oratorier, kirkemusik eller hvorsomhelst de mŒtte m¿de et st¿rre publikum.

 

I dag er situationen anderledes. Kammermusikken er blevet en genre for sig selv – og den er frem for alt blevet selve samtidsmusikkens genre. Meget fŒ komponister i dag har regelm¾ssig kontakt med de store musikinstitutioner, sŒ der eksisterer ikke l¾ngere denne vekselvirkning mellem laboratoriets intimitet og musikoffentligheden.

 

Uheldigvis forekommer det mig, at rigtig mange komponister for sŒ vidt befinder sig ganske udm¾rket med denne tilstand, sŒ l¾nge de blot f¿ler, de kan arbejde uforstyrret – og stadig kan regne med en rimelig offentlig st¿tteÉ

 

Jeg tror bare ikke pŒ, at situationen er holdbar! Thomas Agerfeldts eksempel med 25 mennesker til en koncertaften i selskab med  5-10 fremragende danske eller udenladenske musikere repr¾senterer en sŒ demonstrativ uoverensstemmelse mellem mŒl og midler, at vi vil fŒ usigelig sv¾rt ved at forsvare det i l¾ngden. Vi er n¿dt til at gŒ i k¿det pŒ denne problemstilling. Vi bliver tvunget til at pŒtage os et ansvar for, hvordan vi bruger de ressourcer, som musiklivet og samfundet stiller til rŒdighed.

 

Vi lever i en tid, hvor der ikke l¾ngere pŒ forhŒnd er samfundsm¾ssig indforstŒethed og velvilje over for kunstmusikken - eller i det hele taget over for det, man ofte lidt nedladende h¿rer betegnet som ÔfinkulturenÕ. Den opbakning, som vi i hvert fald i et vist omfang tidligere tillod os at tage for givet, er ikke l¾ngere en selvf¿lge. Den generation, der i dag har indtaget positionerne i det politiske liv, i den kulturelle offentlighed, i radiofonierne, i kulturinstitutionerne osv. osv. tilh¿rer 68-generationen. Deres musikalske arv er ikke opera, klassisk kammermusik eller amat¿rkorene - og slet ikke det 20. Œrhundredes kunstmusik. Det er Roskilde Festival og Melodi Grand Prix, rock og pop.

 

Det moderne samfunds beslutningstagere stiller n¾rgŒende sp¿rgsmŒl til kunstens anvendelighed, de ¿nsker klar besked om hvad man egentlig skal med kunsten (om overhovedet noget), hvorfor (eller om) staten skal st¿tte den, og hvordan man vurderer, hvorvidt kunsten opfylder sin samfundsm¾ssige opgave godt nok (under foruds¾tning af at kunsten altsŒ har en samfundsm¾ssig opgave).

 

Det er ikke en tendens, der er knyttet til bestemte politiske partier eller ideologier. Den er i ¿vrigt heller ikke specielt dansk, den ses overalt i verden. Det er snarere et generationssp¿rgsmŒl. Senest har Žt af SFÕs unge hŒb v¾ret ude med forslag om at halvere kulturbudgetterne for at fŒ bedre rŒd til daginstitutioner og hjemmehj¾lpÉ SŒ vi kan ikke blot l¾ne os tilbage og hŒbe pŒ, at Anders og Pia og Brian taber det n¾ste valg!

 

Vi mŒ l¾re at blive sociale: Bevidst og aktivt ops¿ge de nicher der er til os – eller ligefrem skabe nicherne selv. Og det er for sŒ vidt ikke en udvikling, vi skal begr¾de. Kunstnerisk skaben b¿r ikke udspringe af historiske privilegier, men af kunstnerisk og udtryksm¾ssig n¿dvendighed. Men det tvinger os til at genoverveje vores egen forstŒelse af, hvad kunstnerisk mangfoldighed er. Hvad musikalske eksperimenter indeb¾rer. Hvad vi ¿nsker, musikken skal kommunikere. Og til (med?) hvem!

 

Selvf¿lgelig vil der altid v¾re brug for et sted at eksperimentere. Men hvorfor bliver vi ved med at pr¾sentere sŒdanne eksperimenter som Ôv¾rkerÕ pŒ koncerter i en slags mini-symfonisk koncept? Musikere kl¾dt i sort entrerer scenen, bukker, spiller, fŒr deres bifald, bukker igen og forlader scenen uden at m¾le et ordÉ Hvorfor ikke i stedet genindf¿re Ôdet private kammerÕ, hvor der ikke er pinligt tomt, nŒr 25 mennesker m¿des om musikken. Hvor der mŒske tilmed er plads til en bid mad og et glas vin sammen med hinanden (og musikerne!?) og en begavet meningsbrydning i forl¾ngelse af fremf¿relsen. Uformelt.

 

En sŒdan formidlingsform vil naturligvis prim¾rt v¾re attraktiv for de i forvejen indforstŒede. Men ¾rligt talt: hvad er forskellen – sŒdan er det jo allerede i dag!

 

SŒ kunne man eventuelt sidenhen, nŒr nogle af eksperimenterne har vist sig b¾redygtige, tilrettel¾gge et fremst¿d i offentligheden. Og da gerne med hele det store udstyr: markedsf¿ring, lys, r¿gmaskiner, scenografi, stage directing – mŒske ligefrem dans eller video. Og forud for en sŒdan koncertserie b¿r ensemblet naturligvis have en cd- eller DVD-produktion af musikken klar til salg.

 

SŒdan arbejder ethvert rockband med respekt for sig selv. DŽr ville man heller aldrig dr¿mme om at udsende en cd uden ogsŒ at have en musikvideo af nummeret. Hvorfor producerer vi ikke musikvideoer? NŒr jeg lytter til ny musik, sŒ finder jeg den ofte mere billedskabende end megen popul¾rmusik – den fort¾ller en ÔhistorieÕ. Hvorfor iv¾rks¾tter vi ikke, at visuelle kunstnere bringer en sŒdan historie til live?

 

Vi mŒ l¿srive samtidsmusikken fra den aura af eksklusivitet og tradition, der uv¾gerligt kl¾ber til kammermusikken. Ud med de stive og formelle ritualer. Ud med den n¾sten religi¿se andagt, der ofte danner sig om den. Ny musik mŒ gerne have humor, vitalitet, overskud, fandenivoldskhed. Og den mŒ hellere end gerne udfolde sig (ogsŒ) uden for kammermusik-reservatet.

 

Det undrer mig ogsŒ, at der ikke er langt flere seri¿se komponister, der f¿ler trang til at udforske det store, ubetrŒdte ingenmandsland, som  ligger midt imellem Poul Ruders og Andrew Lloyd Webber. Hvem t¿r give et kunstnerisk ambiti¿st bud pŒ en musik, der Œbenlyst bejler til det store, brede publikum. Hvis finske Lordi kan vinde Melodi Grand Prix, sŒ kan Jexper Holmen mŒske ogsŒ? Hvis Lars von Trier og David Lynch kan slippe godt fra at lave soaps, hvorfor t¿r vi sŒ ikke?  

 

Musikhistorien rummer mig bekendt ingen eksempler pŒ, at en genre har overlevet i en sŒ oph¿jet isolerethed fra sin egen samtid, som den, vores ny musik milj¿ befinder sig i for tiden. Det sker, at enkelte komponister bliver overset i deres levetid og rehabiliteret af eftertiden. Men en hel genre? Kunstnerne beh¿ver ikke n¿dvendigvis at v¾re elsket af folk; men de b¿r i det mindste kunne pŒkalde sig opm¾rksomhed. Hvordan generobrer vi den kulturelle dagsorden?

 

For nylig stod jeg i k¿ til en af Betty Nansen teaterets forestillinger. Der var bestemt ikke tale om nogen mainstream ops¾tning, de kunstneriske og nyskabende ambitioner var tŒrnh¿je. K¿en til billetlugen strakte sig langt ned af Frederiksberg AllŽ.  Og jeg stod dŽr og spurgte mig selv, hvor hele dette kulturinteresserede, h¿jtuddannede, open-mindede publikum mon var henne, nŒr Figura giver koncert i Diamanten. Hver eneste af disse velorienterede mennesker ville uden tvivl pŒ stedet kunne opremse de f¿rste 20 danske forfattere – men de ville blive fjerne i blikket, hvis man spurgte dem om navnene pŒ bare fem nulevende danske partiturkomponister.

 

Vi er n¿dt til at komme i kontakt med dette publikum. Vi er n¿dt til at forbedre vores evner og vores vilje til at kommunikere. Vi skal ikke (naturligvis ikke!) opgive eksperimenterne, festivalerne, koncerterne for det ÔprofessionelleÕ musikpublikum af insiders. Men det mŒ ikke v¾re nok for os at blot bekr¾fte os selv og hinanden i vores betydning og genialitet. Diversitet er ikke blot et sp¿rgsmŒl om at sikre overlevelse af en ÔsmalÕ musikgenre, det er ogsŒ en udfordring til genren om at turde brede sig ud og gŒ i ¾gte dialog med sin samtid. At n¾rme sig et nysgerrigt publikum pŒ sŒ mange mŒder, som overhovedet muligt. ®gte diversitet er ikke blot at sikre mangfoldigheden – det er ogsŒ at stimulere den offentlige opm¾rksomhed om den.

 

Jeg savner i den forbindelse en respekt og et fokus indadtil i vores milj¿ over for de komponister eller de projekter, der for alvor tager denne udfordring op. DMT er mŒned efter mŒned fyldt med begavede (og ofte meget ordrige) artikler om musik, der formulerer sig helt ureflekteret i forhold til alt andet end sig selv og sit eget ¾stetiske projekt. Det skal der bestemt stadig v¾re plads til! Men hvor er DMT, nŒr et projekt som ÒSymphonic FairytalesÓ gŒr i luften med b¿rn og unge og professionelle og amat¿rer involveret i opf¿relser af stort anlagt nyskreven musik overalt i verden. Bevares, man skriver om projektet bagefter – nŒr successen er i hus og ikke til at komme udenom. Men jeg ville da forvente, at netop et specialtidsskrift for ny musik ville v¾re det sted, hvor jeg kunne l¾se de allerf¿rste artikler om tankerne og intentionerne bag et sŒdant projekt. Jeg ville ogsŒ forvente en anderledes k¾rlig og omsorgsfuld problematisering af et foretagende som SUS-festivalen, end den, DMT lagde spalteplads til sidste efterŒr. Her har vi en aktivitet, der mŒske ikke er gr¾nsespr¾ngende mŒlt med avantgardismens dogmatik, men som til geng¾ld Œr for Œr lykkes med at fŒ et stadig st¿rre publikum i tale.

 

Eller hvor er artiklerne om dansk kor- og vokalmusik? Om ny kirkemusik fra ind- og udland? Om uakademisk cross-over? Hvor er reportagen fra den f¿rste musikskolebiennale sidste efterŒr med nykomponeret musik? Eller interviewet med dŽn kunstner uden for vores egne cirkler, som kunne vise os, at man ikke beh¿ver at lade sig kunstnerisk kompromittere, blot fordi man sigter efter at nŒ et stort publikum (som fx Peter Langdal, Lars von Trier, Peter H¿eg eller Kasper Holten)?

 

Niels Rosing-Schow har ret: Der er vitterligt behov for, at diskussionen ÔfŒr ny luftÕ! Vi har brug for at l¾gge afstand til billedet af os selv som en lille lukket religi¿s sekt. Lad os slŒ d¿re og vinduer op pŒ vid gab! Lad samtidsmusikken udfolde sig lige sŒ broget og spraglet, som der pŒ nogen mŒde er kunstnerisk fantasi og opfindsomhed til.

 

John Frandsen

artikel i Dansk Musik Tidsskrift, forŒret 2006