Operaen Amalie

 

blev til i sin oprindelige version i 1983-84 og havde premiere i rhus Festuge september 1984 under titlen ÒAmalie leverÓ. En del af musikken dannede i ¿vrigt siden grundlag for Amalie suite (1985) for kammerorkester.

Med henblik pŒ en genops¾tning ved Musikteateret ÒUndergrundenÓ i Odense, maj 1995 blev operaen gennemgribende revideret. Hele v¾rket blev ominstrumenteret, ja, i mange tilf¾lde ligefrem omkomponeret; og de otte mellemaktsscener umiddelbart efter pausen blev f¿jet til. At foretage en sŒ omfattende bearbejdelse af et gammelt v¾rk er i grunden en kompliceret sag! Det er som at l¾se sine gamle breve - eller som at m¿de en gammel k¾reste: Man kan godt huske, at det optog Žn, men man kan ikke helt genkalde sig f¿lelsen. ®ndringerne har imidlertid f¿ltes n¿dvendige og pŒtr¾ngende, is¾r med henblik pŒ at uddybe og nuancere den psykologiske dimension - det arketypiske - i konflikten mellem Amalie og Professor Pontoppidan.

Det er en konflikt, der kan j¾vnf¿res til masser af mods¾tninger i nutidens dagligliv: Intuition mod intellekt, kunst mod videnskab, kvindeligt mod mandligt, nat mod dag. Den finder i operaen sin musikalske parallel i modstillingen mellem det atonalt ekspressive og den velordnede tonalitet.

 

 

Ask for English version of this programme note

 

 

 

Artikel af operaens librettist og instrukt¿r Niels Pihl, leder af ÒMusikteateret UndergrundenÓ

Fra hjemmesiden www.undergrunden.cc

 

"AMALIE" bygger pŒ en virkelig begivenheded: Forfatteren Amalie Skrams tvangsindl¾ggelse og mislykkede behandling i det psykiatriske system omkring Œr 1900.

Men det begyndte egentlig et helt andet sted. Da vi med "Popp¾as kroning" havde arbejdet med opera som "stiliseret tale", sŒdan som den tidlige barok-opera brugte det i sin recitativiske stil, ville vi vende b¿tten og angribe genren fra en helt anden side.

Sommetider er opera helt l¿srevet fra ordet, og sommetider er dens ord meningsl¿se. Underbevidstheden fŒr m¾le, og i opera kan musikken hj¾lpe det meningsl¿se til at fŒ mening.

Vi taler om en klassisk opera-effekt: Vanvidsscenen.

Ganske vist er det ikke operaen, der har opfundet den. Og alle vanvidsscener stŒr nok i g¾ld til Shakespeare. Men selv Ofelia kunne ikke klare sig uden at synge. Og i det tidlige 19. Œrhundrede blev operaens vanvidsscener til en enestŒende syntese af sangligt praleri og musikalsk udtryksfuldhed, som i "Lucia di Lammermoor" og "Puritanerne".

Hvis vanvidsscenerne bare skulle fungere som musikalsk virtuoseri, var det egentlig ikke vores sag. Det vidste vi, at andre gjorde bedre. Men de rummede ogsΠen dramatisk sandhed, som kildrede:

Hvad er sindssyge? Det er jo ganske enkelt - det er at man opf¿rer sig sŒdan, at andre ikke kan leve med det. Men er det de andre, eller er det den sindssyge, den er gal med? Kender den sindssyge, som nogen kulturer tror, en dybere sandhed, som vi "normale" er n¿dt til at lukke af for? Er den sindssyges hjerne virkelig syg, eller er den bare ude af stand til at hŒndtere en sindssyg verden? Er det forkert at v¾re selvdestruktiv, nŒr omgivelserne er uudholdelige?

Psykiatere har let ved at svare. Deres job er at helbrede de sindssyge. Men mange kunstnere har lige sΠlet ved at svare det modsatte. Deres job er at forstΠderes medmennesker.

Vi var med andre ord blevet lokket ind i antipsykiatriens problematik - ikke som deltagere, men som iagttagere.

 

Projektet blev skitseret i 1979, og henlagt. Vi havde alt for travlt, og der var ikke penge til det. Men nogle Œr senere tog vi det op, og indkaldte to komponister til samtale. Vores tanke var, at polariseringen mellem galskab og normalitet skulle understreges ved, at de delte scenerne mellem sig.

Komponisterne kunne hurtigt se, at de bare var sp¾ndt for en dramaturgisk vogn, og den ene trak sig h¿fligt. Men den anden, John Frandsen, var med pŒ ideen - bare vi lavede noget andet end det vi havde foreslŒet! En ide kom op: vi kunne bruge dokumentarisk materiale, bygge operaen pŒ virkelige "case-stories"...

Jeg tror ikke, nogen kan huske, hvordan Amalie Skram kom ind i billedet. Men hun fik ikke lov at slippe ud igen. Hendes to b¿ger om sin indl¾ggelse, "Doktor Hieronymys" og "PŒ Skt. J¿rgen", var fulde af scener, som umŒdelig let lod sig dramatisere, og fulde af farverige og skarpt tegnede figurer af bŒde sindssyge og normale.

Det blev aftalt, at teksten kun mŒtte bestŒ af autentiske replikker. Jeg gik i gang med dramatiseringen. H¿jst halvdelen af min tekst kom med i den f¾rdige opera - det var ingen skade til.

Til geng¾ld blev handlingen l¿ftet ud af sin dokumentariske sammenh¾ng. I stedet for bogens handling udspillede konflikterne sig i en f¿lge af "n¾tter" (hvor vanviddet fik frit l¿b) og "dage" (hvor behandlerne satte dagsordenen). Det var faktisk en plan, som var direkte overtaget fra den f¿rste skitse fra 1979!

 

Undervejs f¿lte vi, at psykiatrien kom for lidt til orde, fordi alt var set gennem Amalies ¿jne. Vi l¾ste gamle psykiatriske l¾reb¿ger for at forstŒ Amalies modpart, professor Pontoppidan. Uddrag af hans bog med retspsykiatriske erkl¾ringer kom med, ligesom citater fra de uhyggelige forfattere, som mŒ have v¾ret hans pensum i studietiden: Lombroso, Krafft-Ebbing.

En, for mig meget st¾rk og effektiv scene, lod en d¿dtr¾t, men pligtopfyldende, Pontoppidan sidde ved nattetid og forfatte disse erkl¾ringer, krydsklippet med en Amalie i dyb krise over den skriveblokering, som f¿rte til indl¾ggelsen.

Et andet h¿jdepunkt var Amalies monolog efter udskrivelsen. Her gik vi helt v¾k fra de to b¿ger og s¿gte over i hendes ¿vrige romaner. Blandt en r¾kke af de mest morbide klip fra hendes forfatterskab valgte John en tekst, som var lige sŒ st¾rk som den var "syg". Sikkert netop en af de tekster, som Pontoppidan anf¿rte for at fŒ hende til at indse, at hun ikke var "normal"!

Til allersidst fik psykiatrien ordet; i en meget senere tekst, som vi dengang ikke kunne identificere, fortalte en videnskabsmand, i form af en tale ved Nobelprisoverr¾kkelsen, om sin opfindelse af elektrochokket.

 

Scenografen Annet Birch, hvis sparsomme produktion indbefatter nogen af Undergrundens allerbedste forestillinger, skabte den sceniske ramme uden at kende musikken - den var simpelthen ikke f¾rdigskrevet, mens v¾rkstederne arbejdede! Hendes respons pŒ teksterne var st¾rkt ekspressionistisk - og som det viste sig, ikke helt i samme tone som det partitur, der efterhŒnden dukkede frem.

Vi fik The Elsinore Players, under ledelse af Johns kompositionsl¾rer Karl Aage Rasmussen, til at medvirke som orkester ved uropf¿relsen. Det bestemte orkestrets st¿rrelse, 10 mand (basisbes¾tningen blev udvidet med trompet og horn).

Uret tikkede - 2. akt var stadig meget kort, og der kunne ikke v¾re tale om uds¾ttelse. I sidste ¿jeblik kom John med et herligt intermezzo, hvor han udnyttede performer-talentet hos nogle af orkestrets medlemmer i en lang, n¾sten nodel¿s sats, der byggede pŒ - uhyggeligt mandschauvinistiske - citater fra de n¾vnte psykiatriske l¾reb¿ger.

En ung Lars Thodberg Bertelsen medvirkede, og fik pŒ den mŒde udvidet sin - stumme! - rolle i operaen som Amalies mand.

Produktionen er dokumenteret: En medarbejder fra Danmarks Radio fulgte hele pr¿veforl¿bet med sin mikrofon, og forestillingen blev optaget, transmitteret - og tarifm¾ssigt betalt. OgsŒ pŒ den mŒde tilh¿rer produktionen en svunden tid.

 

Kritikken af forestillingen var som helhed ikke synderligt nuanceret. Den sŒ n¾sten kun forestillingen som et antipsykiatrisk debatindl¾g - ret utroligt, hvis man n¾rl¾ser partituret. Men den havde en morsom pointe: Anmelderne fra Berlingske Tidende og Politiken gentog n¾sten uforandret de holdninger, deres kolleger havde, da de ved Œrhundredets start anmeldte Amalie Skrams b¿ger: Berlingske pŒ l¾gernes side, Politiken pŒ patientens!

 

Typisk for tiden fik forestillingen tre opf¿relser. Og det var sŒ det.

Men f¿lelsen af et arbejde, der ikke var gjort f¾rdigt, lŒ i Undergrunden. Da teatret i starten af 90'erne havde fŒet st¿rre produktionsfaciliteter, tog vi kontakt til komponisten og foreslog, at vi tog stykket op igen.

Den proces blev ikke mindre sp¾ndende. John benyttede chancen til at ominstrumentere partituret for 16 mand - en hjertesag for ham - og naturligvis blev det vigtigt at g¿re noget ved "hullet" i 2. akt.

En dag sendte han mig nogle gamle tekster - digte, som han mente vi havde fundet til lejligheden dengang, men kasseret. Han spurgte, om jeg anede hvad det var. Jeg kunne ikke mindes, at jeg nogensinde havde set dem f¿r. Men han ville gerne bruge dem. SŒdan opstod en stor og meget speciel ny start pŒ 2. akt: Amalie, hendes mand (som nu havde fŒet stemme, specielt skrevet til Ode Hedegaard) og professoren kom pŒ banen i en fragmentarisk beretning om hendes l¾ngsel, doktorens bevidste adskillelse af dem, og mandens svigt - afbrudt af "litanier" fra orkestret og en "forsanger", som aflirede de gamle psykiatriske tekster fra urversionens intermezzo. Alle var enige om, at den nye scene l¿ftede forestillingen op i et helt andet plan.

Scenografen Karin Seisb¿ll, som havde gennemgŒet en praktikuddannelse pŒ Undergrunden, afsluttede den med en bem¾rkelsesv¾rdig scenografi, som udnyttede hele "Rosenhavens" store rum. Ud fra instrukt¿rens ord om, at musikken skulle v¾re det centrale, havde hun anbragt ensemblet fra Odense Symfoniorkester og dirigenten Tamas Veto i en cirkusarena, og ladet handlingen udspille sig pŒ den omliggende pist. Omkring alt - ogsŒ publikum - var bygget et gigantisk bur, som lukkede alle inde - kun l¾gerne kunne frit bev¾ge sig ind og ud. Amalies oplevelse blev projiceret pŒ alle i rummet. Mindev¾rdigt!

 

Helt i takt med tidsŒnden kunne man konstatere, at modtagelsen nu handlede mere om operaen som kunst end som debatindl¾g - selvom en forestilling, hvor en gruppe modstandere af den g¾ngse psykiatriske behandling var tilstede, og deltog i en meget givende og positiv debat efter forestillingen, var undtagelsen.

Ingen var nu i tvivl om John Frandsens potentiale som operakomponist, heller ikke Undergrundens uundv¾rlige praktikant Kasper Holten, som senere omsatte begejstringen i bestilling af "Tugt og Utugt i Mellemtiden" til Aarhus Sommeropera, og "Ikon" til Det Kgl. Teater.

"Amalie" blev senere nyopsat pŒ Den Anden Opera i K¿benhavn, og den ops¾tning blev indspillet og udgivet pŒ CD. Af vores fynske uropf¿relse findes der (teknisk ganske vellykkede) dokumentaroptagelser i Undergrundens arkiv.

 

(Niels Pihl).