Salme til Isdronningen (1998)

 

Min cellokoncert har jeg tilegnet min far, som i sommeren 1996 tog mig med pŒ en uforglemmelig rejse til Svalbard. PŒ disse forrevne klippesk¾r helt oppe under polarhatten, blot 10 breddegrader fra Nordpolen, st¿der natur og kultur sammen pŒ forbl¿ffende og dramatisk vis. Alt mŒ indordne sig under de ekstreme klimatiske forhold; frosten forlader aldrig jorden, vintertemperaturen sniger sig til tider ned under -40ûC, og solen er borte fra himlen fra oktober til marts. Alligevel har ¿erne udgjort en udfordring for eventyrere og opdagelsesrejsende i flere hundrede Œr. Talrige lokaliteter b¾rer vidnesbyrd om menneskers kamp mod den ubarmhjertige arktiske natur; forladte sp¿gelsesbyer, hvor smŒ kolonier af j¾gere eller guldgravere forg¾ves har s¿gt lykken, fr¿nnede tr¾kors ved en vig, hvor et par fangere har mŒttet give op, vragrester fra et skibsforlis.

Er man ude en nat i august, hvor midnatssolen kaster et uvirkeligt, troldomsagtigt lys over Adventfjorden, sŒ kan man n¾sten h¿re alle disse fortabte sk¾bner og bristede dr¿mme. Fra ishavets sorte dyb, fra de forladte minegange, fra isbr¾erne og klippehulerne lyder ekkoet af en hymne. nderne synger deres salme til Svalbards grusomme, billedsk¿nne Isdronning.

 

 

Ask for English version of this programme note

 

 

Anmeldelser reviews

 

ÒJohn Frandsens nye cellokoncert ÒSalme til Isdronningen duvede og sukkede entydigt smuktÓ

(Ursula Andkj¾r Olsen, Berlingske Tidende)

 

ÒEn smuk ny cellokoncertÓ

ÒEn ny dansk cellokoncert, som er publikumsvenlig. Og det uden et ¿jeblik at miste sit koncentrerede tag i kvaliteten.

En begivenhed.

John Frandsens Žnsatsede cellokoncert er inspireret af et bes¿g pŒ Svalbard. Den skildrer kampen mellem kultur og natur, menneskers kamp mod den ubarmhjertige arktiske natur med forladte sp¿gelsesbyer. (É)

Men musikken er meget mere end illustrativ. Den tr¾nger ned i noget fundamentalt. Den er skrevet i Žn stor bue, som orkesteret indleder med en tilsyneladende ro, der bliver mere og mere ildevarslende, og her kommer celloen til.

I f¿rste omgang er den en del af den brogede helhed for sŒ at glide over i solopassager af stor sk¿nhed pŒ melodisk-harmonisk forstŒelig grund. Musikken er her meget enkel, hvilket hverken betyder, at den er let at spille, eller at den mangler intensitet. Tv¾rtimod. Celloen glider tilbage i omgivelserne og i kampen mellem elementer og individ. Eftert¾nksomt klinger det ud, mens man som lytter sidder tilbage med f¿lelsen: Der var engang og vil altid v¾re.Ó

(John Christiansen, Morgenavisen Jyllands-Posten)

 

ÒFrandsen pŒ smukke vejeÓ

ÒHaydn, ja. Og Liszt, jo. Men det blev nu alligevel Frandsen, der l¿b med prisen, da Odense Symfoniorkester fredag aften gav koncert i HorsensÉÓ

ÒKomponisten bruger sine virkemidler med meget fin fornemmelse for det store i det smŒ. Ikke at ÒSalme til IsdronningenÓ mangler drama. Bestemt ikke. Men poesien i den ÔkoldeÕ musikalske beretning er det v¾sentligste, og John Frandsen rammer en meget smuk og meget nordisk tone.Ó

(Chr. Rimestad, Horsens Folkeblad)

 

ÒDen sejrende DronningÓ

ÒOdense Symfoniorkester uropf¿rte storladen cellokoncert af John Frandsen – og gjorde det smukt.

John Frandsens cellokoncert ÒSalme til IsdronningenÓ er et kolossalt storladent v¾rk. Det er pŒ den ene side et v¾rk af intens koncentration, musiklag pŒ musiklag, til tider helt uigennemtr¾ngeligt. PŒ den anden side har v¾rket den ubesv¾rede selvf¿lgelighed, som al stor musik nok har. (É)

V¾rket falder i tre dele, tre satser om man vil. F¿rste del er et k¾mpe crescendo med en hvirvlende kulmination, der brat afbrydes af en cello kadence.

Mellemstykket – eller satsen – en rolig impressionistisk og umŒdelig smuk lys-del, der igen afbrydes af en cello kadence over til sidste sats eller afdeling.

I orkesteret former sidste del sig til et k¾mpe ritardando, men i dette ritardando af hend¿ende lyd forts¾tter celloen i en n¾rmest uudslukkelig puls.

Det er pŒ alle mŒder et stort og livgivende v¾rk.Ó

(Svend Erik S¿rensen, Fyens Stiftstidende

 

 

The CDÕs real triumph, though, comes with the final piece, FrandsenÕs ÒHymn to the Ice Queen,Ó a concerto for cello and orchestra from 1998. From the opening orchestral phrases, itÕs clear that for this piece Frandsen has chosen to invoke the Romantic tradition (predominantly the late Romantic). As the work begins, the strings suggest a fragile tranquility, and the entrances of other instruments confirm the feeling. A slow crescendo brings the mood to a head, and signals the entrance of the cellist, Svend Winsl¿v. The interaction between the cello and the orchestra throughout the piece is striking, and Frandsen makes full use of the celloÕs range and timbre. As in ÒAt the Yellow EmperorÕs Time,Ó the use of a dominant voice unleashes FrandsenÕs melodicism. The melodic lines for both the solo cello and the orchestra are often rich and chocolaty, though Frandsen provides plenty of contrast to avoid sugariness that often accompanies references to the Romantic.

(Lanier Sammons, pΠwww.sequenza.com)