Salme til Isdronningen (1998)

Min cellokoncert har jeg tilegnet min far, som i sommeren 1996 tog mig med på en uforglemmelig rejse til Svalbard. På disse forrevne klippeskær helt oppe under polarhatten, blot 10 breddegrader fra Nordpolen, støder natur og kultur sammen på forbløffende og dramatisk vis. Alt må indordne sig under de ekstreme klimatiske forhold; frosten forlader aldrig jorden, vintertemperaturen sniger sig til tider ned under -40˚C, og solen er borte fra himlen fra oktober til marts. Alligevel har øerne udgjort en udfordring for eventyrere og opdagelsesrejsende i flere hundrede år. Talrige lokaliteter bærer vidnesbyrd om menneskers kamp mod den ubarmhjertige arktiske natur; forladte spøgelsesbyer, hvor små kolonier af jægere eller guldgravere forgæves har søgt lykken, frønnede trækors ved en vig, hvor et par fangere har måttet give op, vragrester fra et skibsforlis.

Er man ude en nat i august, hvor midnatssolen kaster et uvirkeligt, troldomsagtigt lys over Adventfjorden, så kan man næsten høre alle disse fortabte skæbner og bristede drømme. Fra ishavets sorte dyb, fra de forladte minegange, fra isbræerne og klippehulerne lyder ekkoet af en hymne. Ånderne synger deres salme til Svalbards grusomme, billedskønne Isdronning.

Ask for English version of this programme note

Anmeldelser reviews

“John Frandsens nye cellokoncert “Salme til Isdronningen duvede og sukkede entydigt smukt”

(Ursula Andkjær Olsen, Berlingske Tidende)

“En smuk ny cellokoncert”

“En ny dansk cellokoncert, som er publikumsvenlig. Og det uden et øjeblik at miste sit koncentrerede tag i kvaliteten.

En begivenhed.

John Frandsens énsatsede cellokoncert er inspireret af et besøg på Svalbard. Den skildrer kampen mellem kultur og natur, menneskers kamp mod den ubarmhjertige arktiske natur med forladte spøgelsesbyer. (…)

Men musikken er meget mere end illustrativ. Den trænger ned i noget fundamentalt. Den er skrevet i én stor bue, som orkesteret indleder med en tilsyneladende ro, der bliver mere og mere ildevarslende, og her kommer celloen til.

I første omgang er den en del af den brogede helhed for så at glide over i solopassager af stor skønhed på melodisk-harmonisk forståelig grund. Musikken er her meget enkel, hvilket hverken betyder, at den er let at spille, eller at den mangler intensitet. Tværtimod. Celloen glider tilbage i omgivelserne og i kampen mellem elementer og individ. Eftertænksomt klinger det ud, mens man som lytter sidder tilbage med følelsen: Der var engang og vil altid være.”

(John Christiansen, Morgenavisen Jyllands-Posten)

“Frandsen på smukke veje”

“Haydn, ja. Og Liszt, jo. Men det blev nu alligevel Frandsen, der løb med prisen, da Odense Symfoniorkester fredag aften gav koncert i Horsens…”

“Komponisten bruger sine virkemidler med meget fin fornemmelse for det store i det små. Ikke at “Salme til Isdronningen” mangler drama. Bestemt ikke. Men poesien i den ‘kolde’ musikalske beretning er det væsentligste, og John Frandsen rammer en meget smuk og meget nordisk tone.”

(Chr. Rimestad, Horsens Folkeblad)

“Den sejrende Dronning”

“Odense Symfoniorkester uropførte storladen cellokoncert af John Frandsen – og gjorde det smukt.

John Frandsens cellokoncert “Salme til Isdronningen” er et kolossalt storladent værk. Det er på den ene side et værk af intens koncentration, musiklag på musiklag, til tider helt uigennemtrængeligt. På den anden side har værket den ubesværede selvfølgelighed, som al stor musik nok har. (…)

Værket falder i tre dele, tre satser om man vil. Første del er et kæmpe crescendo med en hvirvlende kulmination, der brat afbrydes af en cello kadence.

Mellemstykket – eller satsen – en rolig impressionistisk og umådelig smuk lys-del, der igen afbrydes af en cello kadence over til sidste sats eller afdeling.

I orkesteret former sidste del sig til et kæmpe ritardando, men i dette ritardando af hendøende lyd fortsætter celloen i en nærmest uudslukkelig puls.

Det er på alle måder et stort og livgivende værk.”

(Svend Erik Sørensen, Fyens Stiftstidende

The CD’s real triumph, though, comes with the final piece, Frandsen’s “Hymn to the Ice Queen,” a concerto for cello and orchestra from 1998. From the opening orchestral phrases, it’s clear that for this piece Frandsen has chosen to invoke the Romantic tradition (predominantly the late Romantic). As the work begins, the strings suggest a fragile tranquility, and the entrances of other instruments confirm the feeling. A slow crescendo brings the mood to a head, and signals the entrance of the cellist, Svend Winsløv. The interaction between the cello and the orchestra throughout the piece is striking, and Frandsen makes full use of the cello’s range and timbre. As in “At the Yellow Emperor’s Time,” the use of a dominant voice unleashes Frandsen’s melodicism. The melodic lines for both the solo cello and the orchestra are often rich and chocolaty, though Frandsen provides plenty of contrast to avoid sugariness that often accompanies references to the Romantic.

(Lanier Sammons, på www.sequenza.com)