Salme til Isdronningen (1998)

 

Min cellokoncert har jeg tilegnet min far, som i sommeren 1996 tog mig med p en uforglemmelig rejse til Svalbard. P disse forrevne klippeskr helt oppe under polarhatten, blot 10 breddegrader fra Nordpolen, stder natur og kultur sammen p forblffende og dramatisk vis. Alt m indordne sig under de ekstreme klimatiske forhold; frosten forlader aldrig jorden, vintertemperaturen sniger sig til tider ned under -40C, og solen er borte fra himlen fra oktober til marts. Alligevel har erne udgjort en udfordring for eventyrere og opdagelsesrejsende i flere hundrede r. Talrige lokaliteter brer vidnesbyrd om menneskers kamp mod den ubarmhjertige arktiske natur; forladte spgelsesbyer, hvor sm kolonier af jgere eller guldgravere forgves har sgt lykken, frnnede trkors ved en vig, hvor et par fangere har mttet give op, vragrester fra et skibsforlis.

Er man ude en nat i august, hvor midnatssolen kaster et uvirkeligt, troldomsagtigt lys over Adventfjorden, s kan man nsten hre alle disse fortabte skbner og bristede drmme. Fra ishavets sorte dyb, fra de forladte minegange, fra isbrerne og klippehulerne lyder ekkoet af en hymne. nderne synger deres salme til Svalbards grusomme, billedsknne Isdronning.

 

 

Ask for English version of this programme note

 

 

Anmeldelser reviews

 

John Frandsens nye cellokoncert Salme til Isdronningen duvede og sukkede entydigt smukt

(Ursula Andkjr Olsen, Berlingske Tidende)

 

En smuk ny cellokoncert

En ny dansk cellokoncert, som er publikumsvenlig. Og det uden et jeblik at miste sit koncentrerede tag i kvaliteten.

En begivenhed.

John Frandsens nsatsede cellokoncert er inspireret af et besg p Svalbard. Den skildrer kampen mellem kultur og natur, menneskers kamp mod den ubarmhjertige arktiske natur med forladte spgelsesbyer. ()

Men musikken er meget mere end illustrativ. Den trnger ned i noget fundamentalt. Den er skrevet i n stor bue, som orkesteret indleder med en tilsyneladende ro, der bliver mere og mere ildevarslende, og her kommer celloen til.

I frste omgang er den en del af den brogede helhed for s at glide over i solopassager af stor sknhed p melodisk-harmonisk forstelig grund. Musikken er her meget enkel, hvilket hverken betyder, at den er let at spille, eller at den mangler intensitet. Tvrtimod. Celloen glider tilbage i omgivelserne og i kampen mellem elementer og individ. Eftertnksomt klinger det ud, mens man som lytter sidder tilbage med flelsen: Der var engang og vil altid vre.

(John Christiansen, Morgenavisen Jyllands-Posten)

 

Frandsen p smukke veje

Haydn, ja. Og Liszt, jo. Men det blev nu alligevel Frandsen, der lb med prisen, da Odense Symfoniorkester fredag aften gav koncert i Horsens

Komponisten bruger sine virkemidler med meget fin fornemmelse for det store i det sm. Ikke at Salme til Isdronningen mangler drama. Bestemt ikke. Men poesien i den kolde musikalske beretning er det vsentligste, og John Frandsen rammer en meget smuk og meget nordisk tone.

(Chr. Rimestad, Horsens Folkeblad)

 

Den sejrende Dronning

Odense Symfoniorkester uropfrte storladen cellokoncert af John Frandsen – og gjorde det smukt.

John Frandsens cellokoncert Salme til Isdronningen er et kolossalt storladent vrk. Det er p den ene side et vrk af intens koncentration, musiklag p musiklag, til tider helt uigennemtrngeligt. P den anden side har vrket den ubesvrede selvflgelighed, som al stor musik nok har. ()

Vrket falder i tre dele, tre satser om man vil. Frste del er et kmpe crescendo med en hvirvlende kulmination, der brat afbrydes af en cello kadence.

Mellemstykket – eller satsen – en rolig impressionistisk og umdelig smuk lys-del, der igen afbrydes af en cello kadence over til sidste sats eller afdeling.

I orkesteret former sidste del sig til et kmpe ritardando, men i dette ritardando af hendende lyd fortstter celloen i en nrmest uudslukkelig puls.

Det er p alle mder et stort og livgivende vrk.

(Svend Erik Srensen, Fyens Stiftstidende

 

 

The CDs real triumph, though, comes with the final piece, Frandsens Hymn to the Ice Queen, a concerto for cello and orchestra from 1998. From the opening orchestral phrases, its clear that for this piece Frandsen has chosen to invoke the Romantic tradition (predominantly the late Romantic). As the work begins, the strings suggest a fragile tranquility, and the entrances of other instruments confirm the feeling. A slow crescendo brings the mood to a head, and signals the entrance of the cellist, Svend Winslv. The interaction between the cello and the orchestra throughout the piece is striking, and Frandsen makes full use of the cellos range and timbre. As in At the Yellow Emperors Time, the use of a dominant voice unleashes Frandsens melodicism. The melodic lines for both the solo cello and the orchestra are often rich and chocolaty, though Frandsen provides plenty of contrast to avoid sugariness that often accompanies references to the Romantic.

(Lanier Sammons, p www.sequenza.com)