Nyhedsarkiv
dagbogsnotater (2009- )
I det klassiske miljø har vi været vant til at betragte os som fredede. Vi plejer at betragte vores arbejde og indsats som noget, der er indlysende vigtigt. Hændelserne i 2014 har vist os, at den attitude er forkert. Vi skal UD - ud og kæmpe, ud og forklare og forsvare værdien af vores arbejde. Vi skal blive gode til at stå sammen - i det klassiske miljø, men også i musikmiljøet i bred forstand; ja, i hele den kunstneriske verden.
Vi nærmer os afslutningen på en intens periode med opførelser af min nye kammeropera Et Dukkehjem, baseret på Henrik Ibsens store drama-klassiker. Det har været et spændende forløb, hvor jeg har fået fornøjelsen af at arbejde sammen med både sangere og musikere, jeg ikke tidligere har haft projekter sammen med.
For få uger siden offentliggjorde DR's bestyrelse sine planer om at lukke DR UnderholdningsOrkestret. En fuldstændig urimelig og ubegribelig beslutning. Protesterne har væull ¾ret mange og omfattende lige siden - forleden kulminerede de med stærke støtteerklæringer fra to af verdens allerstørste orkestre: Metropolitan Operas Orkester og Wienerfilharmonikerne!
Kort før Skt. Hans udkom endelig cd'en med mit Requiem. Det er pladeselskabet dacapo, der står for udgivelsen; produktionen bygger først og fremmest på koncertoptagelsen, men vi havde dog en ekstra dag i studiet med mulighed for at supplere og reparere. Jeg er meget lykkelig for resultatet - man fornemmer virkelig på optagelsen den intense og koncentrerede atmosfære, der var i Koncertsalen den aften i april 2013, hvor værket blev uropført.
I disse måneder arbejder jeg intenst på et nyt operaprojekt, som bliver til på initiativ af Radmila Rajic og hendes “Copenhagen Chamber Performance”: En kammeropera baseret på Henrik Ibsens dramaklassisker “Et Dukkehjem”. Og med stærke samarbejdspartnere: Den Fynske Opera, Den Ny Opera i Esbjerg, Esbjerg Ensemble, Teater République og Athelas Sinfonietta Copenhagen.
Radmila ringede mig op en dag og spurgte, om ikke jeg mente, at netop Et Dukkehjem ville være velegnet som opera. Og jeg måtte give hende ret: faktisk forstår jeg ikke, at historien om Nora og hendes opgør med livet i Helmers hjemlige fængsel ikke for længst er omskabt til musikdramatik.
Py-ha...
Så er det snart forbi - mit helt utrolige jubelår 2013. Et år, der har budt på en fantastisk stribe af store oplevelser. Et år, hvor der var rig lejlighed til at tabe pusten...! Og nu venter så et 2014, der måske nok bliver lidt mere afdæmpet, men som dog allerede har et par store begivenheder i kalenderen.
2013 bliver for mig én lang, hvirvlende karrusseltur. I april gav DR Symfoniorkesteret, Koncertkoret, Pigekoret og fem fremragende vokalsolister under Henrik Vagn Christensens kompetente ledelse mig en af min komponistkarrieres allerstørste øjeblikke, da de uropførte mit halvanden time lange Requiem i DR Koncerthuset. En magisk aften, som lykkeligvis blev foreviget til cd-udgivelse på Dacapo senere på året.
Det er godt somme tider at minde sig selv og hinanden om, at det jo netop er dét, det drejer sig om i vores branche. At røre og bevæge. At formidle den store, fortryllende udtrykskraft, som musikken har. Tak til ALLE, der var med til at skabe det!
Mit skrivebord er blevet invaderet af en tegneseriegud. Divus Madsen, som i mere end 25 år huserede som selvudråbt Skaber og Alfader i tegneserien EGOLAND, blev ganske vist lagt i graven efter alle (tegne)kunstens regler i pinsen 2008. Men i dén branche er det jo ikke så usædvanligt og uhørt at man genopstår!
Et år mere, Herre! Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke. Et år af sorger og glæder, nærheder og ligegyldigheder, opfyldthed og nød. Et år nærmere min død.
I løbet af denne sommer har jeg, som mange andre, med rædsel og afsky fulgt retssagen i Norge mod gerningsmanden til terrorangrebene i Oslo og på Utøya 22. juli 2011. Og jeg har besluttet at tilegne mit Requiem mindet om ofrene for massakren på Utøya.
Klokkeringen for ørerne... Nej, jeg har heldigvis ikke fået tinnitus. Men jeg har arbejdet i den seneste uges tid på et lille stykke musik til klokkespillet i Aalborg Domkirkes tårn: Bells of Budolfi. Det indgår i den flotte festival, som arrangeres af den nordjyske forening Ny Musik under navnet OpenDays.
Vi har bevæget os ind i den skønneste årstid. Uden for vinduerne springer træerne ud, og solen varmer mere og mere. Livgivende. Det kræver nogen disciplin at holde sig inde ved sine noder...!
”Det er sparetid, derfor må alle holde for!” Det har været et af de fremherskende argumenter i den seneste tids debat om sparekrav og fyringsrunder på Det Kongelige Teater. Men der er al mulig grund til at anfægte dette tilsyneladende urokkelige dogme. I krisetider må man nødvendigvis prioritere; men hvis alle de gode hensigter om ”Danmarks kreative potentiale” og ”innovation som drivkraften ud af krisen” skal være andet end kønne ord og skåltaler, så er kunstområdet – og de kreative erhverv som helhed – et af de områder, der snarere skal opprioriteres.
Jeg er i gang med at rydde mit skrivebord og færdiggøre en række bestillingsopgaver, så jeg kan gå i gang med et nyt operaprojekt til Århus Sommeropera, som jeg tidligere arbejdede sammen med om trilogien over Svend Åge Madsens kultroman Tugt og Utugt i Mellemtiden. Her i Den Gamle By i Århus holder de stadig fanen højt og uropfører nye dansk operaer hver anden sommer.
Systemskifte. Endelig!
Farvel til ti golde og hjerteløse år med et Danmark, der blev mere og mere lukket om sig selv - fremmedfjendsk, mistroisk, selvfedt. Dagen efter valget var himlen højere og luften mere frisk end længe. Lad os få vores gamle tolerante samfund tilbage!
De siger nu, at han vistnok er 'kristen fundamentalist' - ham det monster, der i går med koldt blod skød og dræbte mere end 80 unge mennesker på øen Utøya i Norge.
Jeg vil ikke dele min Kristus med ham. På denne sorte dag er det svært at bevare troen på en nådig og kærlig Gud. Eller bare på det grundlæggende gode i mennesket. Men én ting må den frygtelige norske tragedie i hvert fald lære os: fundamentalismen er Djævelens værk - uanset hvilken religiøs forklædning, den måtte få.
Musik er et sprog uden grænser. Det er gang på gang en stor oplevelse at rejse i udlandet og opleve, hvordan en fremmed musiks tonesprog kan tale helt direkte og umiddelbart til én. Og det er lige så stærkt at opleve det modsatte: at dine egne traditioner - ja, ligefrem din egen musik! - kan appellere til folk, der har en helt anden social og national baggrund end din egen.
Der er noget meget livsbekræftende i at få lov til at arbejde med børn og unge på den måde. Og ikke mindst er det rigtig opmuntrende at mærke, hvor begejstret og uimponeret de går i lag med den ny musik og de nye og anderledes udfordringer.
Frostvejr, solskin, hele haven stadig dækket af hvid sne.
2011 starter med billeder af renhed og klarhed og høje himle. Gid året må fortsætte på denne måde og give tid og rum for en bevægelse væk fra den mørketilstand, som i stigende grad bemægtigede sig vores samfundsliv og vores kultur i løbet af 2010.
FÆRDIG!
Så nåede jeg langt om længe til vejs ende med mit Requiem. Sidste dobbeltstreg blev sat (meget passende) netop I ugen op til Alle Helgens Dag.
Jeg nærmer mig afslutningen på to års koncentreret arbejde på mit Requiem til DR Symfoniorkesteret. Det er og har hele tiden væull æret et vanvittigt spændende projekt for mig. En svimlende opgave, som hele tiden fremkalder blandede følelser og modsatrettede stemninger. Mørke og lys, dynamik og stilstand, sorg og trøst og glæde. En drøull øm af en opgave, javist; men også lidt af et mareridt... Hvordan tør man overhovedet stille sig op i den frygtindgudende kongerække af komponister, der allerede har leveret mesterværker til denne højdramatiske tekst?
Herre, lad mig dreje som et ur
der har greb om dødens partitur
stemmebåndet triller i sit skrud
gennem alle dagens sammenbrud.
Godt nytår! Vi har nu forladt 00'erne, som vores nye, glansløse statsminister i sin nytårstale frejdigt udnævnte til 'grådighedens årti' - uden dog på nogen måde at anfægte sin egen og sin regerings bestandige hyldest til det uhæmmede forbrug og den åndsløse materialisme. Som Ole Grünbaum skriver i dagens Politiken: det Danmark, der før blev behersket af 'den kreative klasse', domineres i dag af 'den kreative bogføringsklasse'! Og vores nye regeringschef er så ubetinget rundet af dén.
Adventstid. En måned i spændingsfeltet mellem tiltagende møull ørke og frydefuld forventning. En tid til indadvendt refleksion, til forberedelse og eftertanke. Men også dage med 'fart på' – masser af koncerter, komsammen'er, julehilsner, gaveræs osv. osv.
Efterårsvindene rusker i træerne, og løvet brænder i røde og gyldne farver. Muldjorden står sort på markerne, luften emmer af fugt og og død og forrådnelse. Det er den perfekte årstid for arbejdet med et Requiem… Ved skrivebordet tumler jeg med engle og dæmoner. Det er voldsomme kræfter og voldsomme kontraster, der er på spil.
Mørket har på mange måder allerede sænket sig over landet. Natten til torsdag 13. august gennemførte politistaten Danmark en brutal aktion mod irakiske flygtninge i Brorsons Kirke. Et raid, der afslører et billede af vores nation, som ikke er til at holde ud: et selvtilstrækkeligt, ubarmhjertigt, koldt, menneskefjendsk og småtskåret samfund, hvor enhver har nok i sig selv og sit eget. Hvor der dagligt bliver lavere og lavere til loftet.
Sommerferie!
Tid til ro og afslapning - men også til fordybelse og eftertanke.
Juni bød på en vellykket sommerkoncert i Stavnsholtkirken med vores fantastiske kammerkor Convivium. Som altid var det en herlig oplevelse af højt engagement, boblende overskud og spontan glæde ved samværet om såvel god musik som god mad og vin!
Ved den årlige studiedag i Forum for Musik og Teologi 2. juni 2009 i sognegården ved Sct. Bendts Kirke, Ringsted præsenteredes mine syv nye melodier til salmetekster af Simon Grotrian. Her fortalte jeg om arbejdet på mit Requiem - en værkbestilling fra DR Symfoniorkesteret, hvori den klassiske latinske Requiemtekst modstilles af Grotrians moderne salmetekster.
Jeg sidder midt i arbejdet med mit drømmeprojekt: der er ikke nogen større opgave for en komponist end den at skrive et Requiem.
En stor og spændende opgave, ja, men også frygtindgydende! Man skal finde et udtryk, der giver rum for de største og mest fundamentale yderligheder i menneskelivet. Liv og død, sorg og fortrøstning, desperation og forløsning, dom og nåde, fortabelse og sejr – Himmel og Helvede. Det er ubegribeligt voldsomme kræfter, der skal slippes løs.
