September 2013


Rundtosset


2013 bliver for mig én lang, hvirvlende karrusseltur. I april gav DR Symfoniorkesteret, Koncertkoret, Pigekoret og fem fremragende vokalsolister under Henrik Vagn Christensens kompetente ledelse mig en af min komponistkarrieres allerstørste øjeblikke, da de uropførte mit halvanden time lange Requiem i DR Koncerthuset. En magisk aften, som lykkeligvis blev foreviget til cd-udgivelse på Dacapo senere på året.


Og denne sommer har så budt på urpremiere på min og Ivar Gjørups nye kammeropera ½LELUJA - baseret på Ivars tegneserie EGOLAND, der gik som daglig stribe i 25 år i Politiken. Verdens første tegneserieopera!


Premieren fandt sted 27. august på det hyggelige gamle Helsingør Theater i Den Gamle By i Aarhus. Her har Aarhus Sommeropera holdt til i mange år - og holdt fanen højt, skiftevis med opsætninger af klassiske operaer i nye klæder og helt nyskrevne danske operaer. Det var her, jeg i 2004 kunne præsentere min store operatrilogi over Svend Åge Madsens roman "Tugt og Utugt i Mellemtiden", og det var en udelt fornøjelse at vende tilbage i år med et nyt projekt.


At arbejde med opera er på én og samme tid noget af det mest fascinerende og noget af det mest besværlige, en komponist kan udsætte sig for. Genren er næsten pr. definition en 'krigszone': der er så mange forskellige kunstneriske udtryk i spil på samme tid, at det kan være uhyre vanskeligt at holde balancen.


Først er der samarbejdsprocessen mellem komponist og librettist. Allerede her er historien fuld af triste eksempler på komplicerede og problematiske forløb. Men Ivar Gjørup og jeg har nu været sammen om tre større projekter, og alle tre gange har det været en fest. Vi digter meget ubesværet videre på hinandens indfald - og vi inspireres begge af hinandens selskab og rigelige mængder god rødvin...


Så skal der findes en instruktør. Her var vi heldige at få fat i en rigtig erfaren musikdramatisk teaterrotte, Jan Maagaard. Han greb alle vores fortællings uhyrligheder og urimeligheder og lugede ud, skar til, pointerede - indtil udtrykket stod knivskarpt.


Og så fik vi et dream team af sangere: Erfarne kræfter såvel som helt nye og uprøvede. Allesammen type-castede til de bizarre roller, som befolker EGOLAND's skæve univers. Hele holdet leverede formidable, veloplagte præstationer - og fik faktisk ligefrem troværdige, levende og nuancerede figurer ud af de vanvittige to-dimentionale karikaturer, som tegneserien i sig selv skaber. Det var stor scenekunst!


Og i graven sad det velspillende Randers Kammerensemble under ledelse af David Riddell. Og spillede med gnist og nerve og præcision - i samme formation, som sidst i 2004: Klassiske blæsere og strygere suppleret med et par 'fremmede fugle' - accordion, saxofon, guitar, percussion. En farverig kombination, der tillader hurtige, impulsive stilskift i retning af cabaret eller cirkusgøgl.


Forestillingen blev godt modtaget af både publikum og presse, og jeg er både glad for og stolt over, at den har spillet for helt fulde huse.


***


Sommeren bød også på et par koncerter under Thy Kammermusik Festival i august. Et imponerende initiativ drevet frem af energiske ildsjæle i Nordvestjylland. Unge musikere fra hele verden samles til to ugers intensive workshops og kvitterer med en lang række koncerter i hele regionen - i kirker, kulturhuse, museer, biblioteker etc. Og publikum myldrer til. Et par koncertoplevelser heroppe tjener i høj grad til at mane fordommene i jorden om Udkantsdanmarks kulturelle armod...!


På dette års program stod to af mine værker for strygere: Strygekvartetten Danse Macabre, som blev fremført af fire musikere fra USA, Australien, Kina og Danmark, og min cellosolo Laterna Magica, som blev spillet af en fremragende ung amerikansk cellist, Michael Kaufman.


Og nu bliver det så efterår. Her venter først en opførelse påull Œ Nordiske Musikdage i Finland af mit korværk Weather4Casts, som oprindelig blev bestilt og uropført af Ars Nova Copenhagen. Og dernæst i slutningen af november uropførelsen af min fløjtekoncert "Beauty and the Beast", bestilt af DR UnderholdningsOrkesteret til deres virtuose solofløjtenist Dora Seres.


Alt i alt: Lidt rundtosset kan man vist godt risikere at blive...


John Frandsen