December 2015

Fredag 27. november blev en uforglemmelig dag. Jeg er stadig fortumlet efter priskoncerten i Dronningesalen på Det Kgl. Bibliotek, hvor jeg fik overrakt Carl Nielsen og Anne-Marie Carl Nielsens Legat 2015 samen med cellisten Andreas Brantelid og komponisten Juliana Hodkinson.

Det var på alle måder en overvældende og bevægende aften. Ved koncerten spillede Danmarks Underholdningsorkester, som jeg for tiden er dybt involveret i arbejdet på at sikre en fremtid. Måske lykkes det - et afgørende møde i orkestrets bestyrelse samme formiddag gav i hvert fald grund til (forsigtig) optimisme.

På programmet stod min gamle sangcyklus Seven Silly Songs. Den blev oprindeligt skrevet for mezzo og guitar og blev uropført aftenen før min søn, Morten, blev født. Ved denne koncert stod så samme Morten på scenen som kontratenor-solist i den nyere version af værket for sang og orkester!

Jeg går stadig rundt og kniber mig i armen - og føler mig ufatteligt privilegeret. Ved koncerten kvitterede jeg med disse ord:

Da Stravinsky for mange år siden, i 1959, modtog Sonnings Musikpris, var alle sejl sat til. Hele cremen af dansk musikliv var til stede, og Politiken havde efter sigende reserveret den følgende dags kronik til at bringe hans takketale. Men ved festbanketten efter priskoncerten gik tiden – ingenting skete. Først langt ud på aftenen rejste Stravinsky sig op. Der gik lidt tid, før alle gæsterne opdagede det, for han var ikke så høj. Men omsider blev der stille; og Stravinsky oplod røsten og sagde: “From the bottom of my heart – thank you”. Og så satte han sig ned igen.

Og mere er der jo egentlig heller ikke at sige! Tak. From the bottom of my heart! Det er en ganske overvældende oplevelse at modtage Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens store hæderslegat, og lige nu står jeg først og fremmest her med denne følelse af umådelig stor taknemmelighed. En dyb indre glæde over den opmærksomhed og anerkendelse, som prisen er udtryk for, og en stor ydmyghed over for den musikalske kongerække, man her bliver skrevet ind i forlængelse af.

For mig er det en særlig glæde at modtage netop denne pris – og tilmed i Carl Nielsen jubilæums-året. Jeg har hele mit liv været fascineret af Carl Nielsens kompositoriske spændvidde. Hans evne til at favne både det meget komplicerede og det helt enkle. Et musikalsk univers, der tillader folkelige, næsten banale melodier som ”Jens Vejmand” og ”Jeg ved en lærkerede” at opstå side om side med store, udfordrende og komplekse symfoniske værker.

Et gennemgående træk i hele Nielsens liv og virke var kærligheden til den gode melodi. Det er en kærlighed, jeg altid selv har delt, og som efter sigende også kendetegner mit eget tonesprog. Jeg har altid elsket at synge, og sangen – det vokale udtryk, den musikalske “frase”, mødet mellem tekst og musik – alt dét, er for mig en bestandig kilde til inspiration.

Jeg vil rette en tak til legatbestyrelsen – tak for den opmærksomhed og hæder, som prisen er udtryk for, og tak for det fundament den giver for mit videre arbejde. Tak også til familie og venner, og til masser af dejlige kolleger og samarbejdspartnere i musiklivet, som gang på gang stiller sig til rådighed som sparringspartnere og gode legekammerater.

From the bottom of my heart – thank you!

***

I december venter først og fremmest uropførelsen af min nye strygekvartet Penelopeia. Den er skrevet som ét af 3-4 bidrag til mit composer-in-residence projekt ved Rønnebæksholm i Næstved.

Jeg har besluttet, at alle værkerne hertil skal udgøre en cyklus med inspiration fra den græske mytologi. De øvrige værker i denne serie er foreløbig Aiolos for fløjte og strygekvartet og Sisyfos for accordion og cembalo. Til foråret følger Dionysos, som bliver skrevet til Storstrøms Kammerensemble og uropføres i slutningen af april 2016.

Til sommer afsluttes det ét-årige forløb på Rønnebæksholm, og derefter venter arbejdet med en kammeropera om Kaj Munks sidste leveår. Mere derom på et senere tidspunkt.

John Frandsen